Lyt til artiklen

Lad os starte tredje afsnit af serien Kill Switch med en omgang voksenskældud. Det er ikke mig, der får den, heldigvis, men de danske folketingspolitikere.

"Trump har faktisk ret, når han siger, at vi ikke har kortene. Vi er fuldstændig afhængige af deres techgiganter," lyder det blandt andet.

Tilbage i maj 2025 var der nemlig en høring i Folketinget om digital suverænitet og spørgsmålet om, hvor afhængig Danmark egentlig er af de store techgiganter. Og her skete der noget ret spændende. Alle partiernes digitale ordførere var linet op på en række, og iblandt dem sad en langhåret fyr.

David Heinemeier Hansson. Folk i techbranchen ved udmærket, hvem han er, for han er en af få danske superstjerner inden for programmering, iværksætter og udvikler af softwaren Ruby on Rails. Og Heinemeier var kommet hjem fra Californien for at give de danske politikere en decideret skideballe:

"Det er pinligt, at Statens IT's egen hjemmeside for eksempel kører på en Microsoft-webserver. Eller hvad med den nye femårige kontrakt med Microsoft til 4,2 milliarder kroner, som staten netop har indgået? En fordobling i pris over den gamle aftale? Sidder skattekronerne virkelig så løst, at vi har brug for at sende fire milliarder ekstra kroner til Seattle? Det overrasker mig," nærmest råber han ind i mikrofonen til spredte bifald.

Det her er tredje afsnit af Kill Switch. Serien, hvor jeg med mig selv som mellemfornøjet prøvekanin undersøger, hvor afhængige vi danskere er blevet af amerikansk teknologi, hvordan det blev sådan, og om det overhovedet kan lade sig gøre at slippe ud af det afhængighedsforhold, vi har brugt de sidste 30 år på at opbygge.

Selv er jeg faktisk ved at vænne mig til det, altså livet uden doomscrolls på Instagram og den evige fornemmelse af ikke rigtig at fatte, hvad mine kolleger taler om, fordi jeg tydeligvis har misset en samtale på Slack. Det giver vel en form for ro. Men i den sidste uge har jeg også fået en ny erkendelse. At den amerikanske tech har været meget tæt på kroppen af mig. Det vender jeg tilbage til.

For i dag vil jeg først tage dig med ned i historien om, hvordan det egentlig gik til, at Europa gik fra at være rimelig godt med i techkapløbet med 00'er-succeser som Nokia til stort set at blive sat af ræset.

Historien om, hvordan Europa endte med – foreløbig i hvert fald – at tabe techkapløbet til USA, er underligt tæt forbundet til historien om, hvorfor David Heinemeier – manden, der skælder folketingspolitikere ud – tog sin egen techsucces med til Californien, og hvorfor han nu er kommet hjem for at tale om Danmarks digitale selvstændighed. Så den historie får du i dag.

Dagens historie starter med en ung David Heinemeier, der i slutningen af 1990'erne ruller København tynd.

"Jeg kørte på rulleskøjter til mit gymnasium, jeg kørte på rulleskøjter ind til byen, jeg kørte på rulleskøjter alle steder."

På det her tidspunkt er der stadig mange år, til han skal blive mangemillionær på sin software Ruby on Rails og skrive bestsellere om, hvordan man skaber et ordentligt arbejdsmiljø i den benhårde amerikanske techbranche. Lige nu er han bare en ung fyr, der har store drømme om at programmere noget banebrydende software. Og København er faktisk en megafed by for en som David.

"Det var et miljø af de her virksomheder, af startups, og det var udgjort af en lidt broget flok af computerentusiaster, der allesammen fandt sammen om internettet og den her nye bølge af muligheder. Og så kastede de sig simpelthen bare ind i det."

Hvis du kan huske Søren Skaarup fra sidste afsnit, som sad inde i staten og arbejdede med digitalisering på det her tidspunkt, er det faktisk også lidt den følelse, han beskriver: Ting kan bare lade sig gøre. Men ude i det private, hvor David befinder sig, er det bare gange hundrede:

"Jeg kan huske en konference i 1999, der var vi 2.500 mennesker i en eller anden stor hal. Det var en kæmpe fest for industrien, for der var jo det her megaboom. Ikke nok med at der skulle laves webapplikationer, alle skulle have en hjemmeside."

Vi taler Arto, Dating.dk og Jubii, hjemmesider, der jo faktisk – og det synes jeg er værd at lægge mærke til – er danske bud på et socialt medie, en datingplatform og en søgemaskine. Der er selvtillid på den danske techscene!

Men så crasher aktiemarkedet i USA. Man har simpelthen pumpet priserne på alle de her nye tech-aktier op og skabt en boble, som markedet ikke kan holde til. Folk i USA taber afsindige mængder penge, og nedturen smitter af på København.

"Så da atombomben ramte i 2001, var alt det slut. Pludselig var der ikke flere fester for 2.500 mennesker i en eller anden stor hal."

Sådan som Heinemeier husker det, er de europæiske investorer pist væk. Og iværksætterdrømmene er slukket for de fleste.

"Der var stadig nogle små afkroge med en skare af hardcore mennesker, der holdt flammen i gang. Men langt størstedelen gik tilbage til normale jobs og tænkte måske, at det der internet, det kan rende mig et vist sted."

Mens aktiecrashet hærger, søger Heinemeier ly på CBS, og her går han i gang med at udvikle en ny software. Ruby on Rails hedder den, og det er en slags værktøjskasse, man kan bruge til at kode hjemmesider og webapplikationer med.

Og mens danskerne stadig ømmer sig, er der kommet gang i den amerikanske techscene igen.

"Den 4. februar 2004 går Facebook i luften. Vi gik i luften dagen inden, og der er den her fornemmelse af, at "nu har vi ligget og slikket sårene. Vi skal i gang igen".

Investorerne har måske lidt glemt, at de har tabt alle deres penge tilbage i starten af 00'erne. Nu er de klar til at investere dem igen, og så bliver der bare skabt en masse nye webapplikationer. Og jeg står med en værktøjskasse, som er perfekt til det her tidspunkt."

Gigantiske techsucceser som Twitter og Airbnb kommer til at køre på Ruby on Rails-softwaren. Men herhjemme? Der er der ikke rigtig nogen, der er interesseret.

"Jeg blev mødt lidt af den indstilling om, nej, det er da meget fint. Nå, nu skal jeg også tilbage til arbejdet, og der sidder vi og leger med Microsoft. Det har vi gjort de sidste ti år, det skal vi nok blive ved med."

Som jeg var inde på i sidste afsnit, var Microsoft jo på det her tidspunkt retfærdigvis et virkelig godt produkt, der tilbød styresystemer, der var brugervenlige, og løsninger, der var lette at få til at spille på tværs af virksomheder eller kommuner. Hvis det har virket som en sikrere investering end en ukendt open source-teknologi udviklet af en 25-årig gut på rulleskøjter, kan man måske ikke fortænke danskerne i. Men for Heinemeier er det et tegn på, at risikovilligheden er forsvundet fra Europa.

"Det er helt sikkert min fornemmelse, at alle de her livstegn, der begynder at komme i midt-00'erne, de kommer fra USA. Og jeg kan ikke finde en puls noget sted i Europa."

Hvis man skal forstå begyndelsen på Europas teknologiske nedtur, skal man altså blandt andet forstå det her: Det aktiecrash, der lægger USA’s techscene øde for en stund, lægger techscenen i Europa øde i årevis. Det er ikke kun Heinemeier, der oplever, at den europæiske techscene ligger brak i 00'erne. Den italienske økonom og tidligere formand for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, beskriver for eksempel i sin rapport fra 2024 om den europæiske konkurrenceevne, at 30 procent af alle Europas såkaldte unicorn-virksomheder, der er vurderet til at være mere end én milliard dollars værd, ender med at rykke til USA mellem 2008 og 2021.

Og det fører en anden konsekvens med sig: Folk som Heinemeier flygter: "Og stort set alle dem, som har haft stor succes, ender i USA. Så der er et brain drain. Et utroligt brain drain."

Lad os således opmuntret parkere Heinemeier her for nu: på vej til USA og på første parket til den teknologiske magtdemonstration, der for alvor skal komme til at efterlade Europa i en støvsky.

Nu tænker jeg, det er tid til at tage en status på mit eksperiment. Som du måske fornemmede i sidste afsnit, kæmpede jeg i starten ekstremt meget med at få teknikken til at spille – at skifte telefon og styresystem på min computer og den slags. Men langsomt er det begyndt at gå op for mig, at det faktisk er de mere private dele af mit liv, der er mere alvorligt påvirket. Jeg betaler kun med kontanter, for mit amerikanske Visa-kort er lagt på hylden, og det er så spændende at fornemme folks blik på mig, når jeg trækker min kæmpe tegnedreng frem. Og forleden gik det op for mig, hvor meget mere besværligt det er blevet for mig at være i kontakt med det offentlige. Lige for tiden logger jeg nemlig ret ofte ind på Min Sundhedsplatform, der er sådan en online aftale- og behandlingsplatform, som Region Hovedstaden har, hvor man kan tjekke sine data, hvis man er patient på et hospital i Region Hovedstaden. Hvilket jeg er, fordi jeg, surprise, er gravid.

Ja, jeg kunne godt have timet mit eksperiment lidt bedre, for jeg skal hele tiden tjekke beskeder fra det offentlige, hvilket betyder, at jeg meget tit skal logge ind med MitID. Der er bare lige det problem, at jeg ikke kan bruge MitID-appen længere, som man skal i Apples eller Googles appstore for at kunne downloade. Så nu har jeg fået sådan en lille MitID-nøglebrik, så jeg kan logge ind på deres hjemmeside, men selv udstyret med den analoge dims kan jeg faktisk stadig ikke, hvis jeg skulle følge mit eksperiments dogmer til punkt og prikke, logge ind på Region Hovedstadens sundhedsplatform, fordi ... systemet er amerikansk. Og det behøver der jo ikke være noget problem i, men i Vestdanmark har de et dansk system. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det på en eller anden måde bare virker lidt unødvendigt, at alle mine mest sårbare, personfølsomme data om mit helbred varetages af et amerikansk-ejet system, selvom firmaet bag selv har udtalt, at det er muligt for Region Hovedstaden at lukke ned for amerikanernes adgang til systemet. Og ind i systemet skal jeg, for jeg kan ikke huske, hvornår jeg skal til jordemoder næste gang.

Så ja, jeg bøjer altså eksperimentets regler. Og det er ikke den eneste del af mit eksperiment, der halter. Men det vender vi tilbage til. Nu skal vi tilbage til 00'erne og Heinemeiers amerikanske drøm.

Lige da Heinemeier flytter til USA, er det næsten for meget af det gode.

"Når man træder ind på de her åbne kontorer, som jeg ikke havde set i den størrelsesorden før, ser det ret vildt ud."

Det er ikke til at fatte, at de her mennesker bare et par år forinden har tabt millioner af dollars på dårlige techinvesteringer. Nu er de i gang igen, og Heinemeier har et produkt, han skal sælge – Ruby on Rails.

"Og lige fra start er folk vilde med softwaren. Jeg får adgang til at tale med alle de her iværksættere, som har de mest udanske holdninger til, hvad der er muligt, hvad man kan komme i gang med, og hvor hurtigt vi kan bevæge os."

Den her del af historien lyder næsten lidt klichéagtig, ikke? Danmark er for lille og for jantelovsagtig til at turde tage nye chancer, efter tingene er gået galt, så de vilde iværksættere må til det store Amerika for at leve drømmen. Men hvis man spørger Heinemeier, er det sådan, det gik til.

"Første gang, det går op for mig, at det der med at have succes kan være meget fedt, er jo, da Jeff Bezos, stifteren af Amazon, af alle mennesker køber en lille del af vores virksomhed. Og den lille del er millioner værd. Så lige pludselig går jeg fra en konto i banken, hvor der står nogle tusind dollars, til at der står flere millioner dollars. Og det første, jeg gør, er at spurte ud og købe en gul Lamborghini!"

Farvel, Danmark! Farvel, rulleskøjter som transportmiddel!

"Det mest anti-danske, man kan forestille sig: Det skulle ikke bare være en Lamborghini. Den skulle være gul."

Mens drømmen tager fart for Heinemeier, sker der også noget omkring ham, som bliver afgørende for, at tingene går, som de går, i techræset mellem Europa og USA. For måske har du siddet og tænkt, hallo, hvad med Nokia? Hvad med Ericsson og alle vores fede europæiske knaptelefoner?

"Hvorvidt det er Nokia eller Ericsson eller Philips eller nogle af de andre virksomheder, som faktisk var rigtig godt med op igennem 1990'erne og starten af 00'erne, inden det hele blev software, så gælder det for dem alle, at de simpelthen ikke kan klare omstillingen."

Og den omstilling, Heinemeier taler om, er omstillingen væk fra lige præcis det, som de her virksomheder er kendt for: seje knaptelefoner. For det, de rykker på i USA, er ikke det ydre, men det indre ...

"Det, de er rigtig, rigtig gode til i USA, det er software. Og software begynder bare at spise alt. Så det her med, at Nokia kan lave 717 forskellige variationer af deres mobiltelefoner, betyder bare ikke noget, når det hele bliver reduceret til én enkelt flade."

Apple smadrer telefonmarkedet, da de i 2008 præsenterer deres App Store, der gør det muligt at gøre din telefon meget mere personlig med apps, der opfylder lige præcis dine behov. Pludselig er telefonen ikke bare en ting med knapper. Den kan alt det, du vil have den til at kunne.

Og herfra går det bare hurtigt. Apps popper op i ét væld. Og firmaer som Apple og Google opdager, at hvis de kan gøre deres virksomheder til en one-stop-shop, kan de dominere markedet: Hvis du har din telefon og din computer, din mailkonto, dine billeder og senere også din cloudservice fra én udbyder, bliver det svært at smutte igen. Virksomheder som Nokia ser ikke rigtig skriften på væggen.

Samtidig har de amerikanske virksomheder den fordel, at de kan sælge på ét samlet marked til én befolkning på ét hovedsprog, mens europæerne kæmper med kompliceret regulering og spredte behov på tværs af medlemslandene – et faktum, som Draghi-rapporten, jeg nævnte tidligere, også peger på. Faktisk, siger rapporten, havde den europæiske produktivitet ligget på linje med den amerikanske de sidste 20 år – hvis det da ikke lige havde været for techindustrien, der sendte USA ekstremt langt foran. Game over for Europa – i hvert fald for nu.

Jeg pauser lige Heinemeier her. For al den snak om apps, der kommer til at fylde mere og mere i vores liv, har fået mig til at tænke på, hvordan det egentlig, ærligt, går for mig med at leve uden dem.

Jeg har allerede underholdt med, hvordan det her eksperiment har gjort mig til en besværlig medarbejder og kollega. Folk omkring mig bliver hele tiden nødt til at gøre ting for mig. Men min kæreste Benjamin er jo nok i virkeligheden den, det går mest ud over. Så vi sætter os ned sammen derhjemme.

Og jeg er bare nysgerrig på at høre, hvordan du synes, det går.

"For dig?"

Jeg er nok mere nysgerrig på, hvordan det går for dig. Eller om du kan mærke det.

Jeg ved et eller andet sted godt, hvad han vil svare ...

"Altså, du har ikke rigtig betalt noget de sidste ti dage. Og det er jo okay. Men du bliver ved med at snakke om, at du snart skal ned og hæve kontanter. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvornår det sker."

Ja, en af konsekvenserne ved eksperimentet er, at jeg ikke må bruge mine betalingskort, fordi Visa jo også er amerikansk, og jeg ikke kan downloade MobilePay-appen i min tyske app. Derfor er jeg nødt til at klare de her 30 dage med kontanter. Og det har på en måde resulteret i, at jeg bare er ... holdt op med at betale for ting.

Ja, du betaler faktisk alt lige nu ...

"Jeg betaler alt. Jeg har ikke stillet spørgsmålstegn ved det, men det er ..."

Nej, det er ikke optimalt.

Jeg skynder mig at skifte emne.

Okay, lad mig stille dig et andet spørgsmål. Synes du, at jeg brokker mig meget i det her eksperiment?*

"Altså, du brokker dig væsentligt mere end normalt. Men du er også blevet mere zen på nogle områder. Jeg kommer nogle gange hjem fra arbejde, og så ser jeg, at du ligesom bare sidder og spiller Sudoku. Det har du aldrig gjort før. Nu laver du sudokuer. Altså ofte."

Okay, så der er noget at arbejde på på hjemmefronten. Men det er rigtigt nok, at jeg bruger mindre tid på doomscrolling på telefonen. De timer, der normalt forsvinder ned i Instagram og TikToks sorte hul, bruger jeg nu på, ja, sudoku åbenbart. Der er noget ret fedt over ikke at bruge min telefon så meget, men jeg savner altså også at sende mine venner dumme videoer på Instagram og følge med i, hvad mine perifere venner har gang i. Det er muligvis sørgeligt, men det er til gengæld sandheden.

Okay, tilbage til Heinemeier. Vi har nu bevæget os frem til 2020, og da coronapandemien rammer, begynder David Heinemeier så småt at tænke på at vende hjem til Danmark med sin familie. Og efter selv at have levet med fordelene af den amerikanske techdominans i 20 år begynder han pludselig at se situationen med danske øjne igen.

"Da mine børn gik i dansk skole, brugte vi Aula. Og da jeg fandt ud af, at Aula kører i Amazons sky, så tog jeg mig simpelthen til hovedet. Hvorfor fanden skal danske skolebørns skemaer ligge i amerikansk sky? Det er da fuldstændig unødvendigt."

Nej, Heinemeier er ikke kun træt af Aula, fordi det er en irriterende platform. Han er træt af Aula, fordi det er en amerikansk platform. Og pludselig ser han USA, hvor end han kigger hen i det danske samfund.

"Vi kunne absolut blive en suveræn digital magt. Og jeg er fortørnet og fornærmet over, at vi ikke har udvist rettidig omhu. Det er jo sådan et udtryk, vi elsker i Danmark. Men på det her område, der har vi simpelthen bare sovet. Ikke bare i timen, men i 20 år."

Se bare på AI, siger Heinemeier. Her kunne man måske have nået en form for comeback. Men de fleste af os kan sikkert maks. navnet på en enkelt europæisk AI-assistent. Noget, der tydeligt illustrerer problemstillingen, er det her: For en uges tid siden annoncerede den franske præsident Emmanuel Macron, at Frankrig dropper de amerikanske platforme Zoom og Teams og i stedet investerer 30 millioner euro i sundhed, klimahandling, forskning og ja, AI. Udmeldingen kom på Elon Musks sociale medie X, og kommentarsporet blev hurtigt oversvømmet af amerikanske techbros. Nu har jeg jo ikke selv adgang til kommentarerne, men jeg har ladet mig fortælle, at de kan opsummeres med én amerikansk forkortelse: LOL. De amerikanske techvirksomheder ryster ikke ligefrem i bukserne over de 30 millioner euro, for til sammenligning investerede de selv 155 milliarder dollars i AI inden for de første otte måneder af 2025. Størrelsesforholdet er næsten ikke til at fatte.

"Der er jo sket nogle ting, og vi har da også et stærkere techmiljø, end vi havde i slut-00'erne, hvor der var nul og niks. Men det er jo kun en brøkdel af, hvad de har haft gang i i USA. Og jeg kan stadig ikke rigtig se, at vi spiller efter, hvor pucken flyder hen nu."

Til gengæld har han selv udtænkt en plan for, hvordan Danmark skal komme ud af den her blindgyde. Det var den, han præsenterede i Folketinget sidste år:

Nummer et: Slut med amerikanske skyer øjeblikkeligt for nye systemer. Slut med amerikanske skyer for eksisterende systemer inden for ti år. Nummer to: Start med open source-systemer til al nyudvikling og al drift. Det er sådan, vi kommer i mål med den digitale suverænitet. Det er sådan, vi slipper af med den selvlærte hjælpeløshed. Det er sådan, vi får gode kort på hånden," afsluttede han dengang sin tale til stort bifald.

Nu kommer du så hjem efter 20 år med den her kritik. Er det ikke lidt let at være bagklog? Kan alle ikke på nuværende tidspunkt se, at vi har et problem?

"Jo, og jeg garanterer for, at der sikkert er mange, som læser det her, der tænker det samme. Men det er jo den jantelov, vi har. Altså, hvem er du? Nu har du ikke lige været her i 20 år. Jamen, I har været her i 20 år, og hvad har I fået ud af det? I har jo ikke lavet en skid."

Men tror du egentlig, vi havde stået et andet sted, altså med vores digitale suverænitet og vores innovation, hvis sådan nogle som dig ikke var smuttet?

"Nej, for jeg tror ikke, at vi var parat til at høre på de stemmer på det tidspunkt. De kriser, der skulle til for at få hele det danske samfund til at indse, at den måde, man har kørt tingene på, ikke holder længere, de var ikke indtruffet endnu."

Ja, Heinemeier har en plan, men indtil videre er den blevet liggende på skrivebordet.

I næste afsnit besøger jeg til gengæld nogle, der faktisk er begyndt at føre kampen for digital selvstændighed ud i livet. For selvom det lige nu ser lidt sort ud for Europa at komme til at konkurrere med USA, behøver det ikke være umuligt at komme fri af deres tech-kløer. Og så går mit eget eksperiment ind i en svær fase: Jeg skal nemlig til at finde ud af, om det overhovedet er holdbart i længden. For én ting er, at jeg har ændret vaner. Men hvad med folk omkring mig? Hvad med Zetland? Nogle, der til gengæld allerede er ude af starthullerne, er Zetlands medlemmer.

Det vælter bare ind med fede fortællinger fra jer om jeres egne projekter og kampe. Tak for dem, bliv endelig ved med at sende dem. Og nu er Killswitch.dk også kommet op og køre, så de af jer, der har været modige/dumme nok til at hoppe med på eksperimentet, kan lytte eller læse USA-frit med. God fornøjelse med den, og tak, fordi du læste med.