Lyt til artiklen

Forleden morgen brasede jeg eksalteret ind i et mødelokale og nærmest råbte til min redaktør og min producer, at jeg havde haft et gennembrud. Jeg havde indset noget, fortalte jeg, som skulle hjælpe mig til at gennemføre mit eksperiment med langt mere overskud, end jeg indtil da havde kunnet mønstre.

De kiggede forventningsfuldt på mig; det lovede godt, kunne man næsten se, de tænkte. For hvis man har fulgt Kill Switch-serien, så ved man, at der har været en del brok involveret. Men nu skulle det altså være slut.

Mit nye klarsyn, fortalte jeg, var kommet, efter at jeg havde været en tur på Sydfyn for at tale med et cyber- og hackerkollektiv om deres frigørelse af amerikansk tech. En proces, der ser ret anderledes ud end min egen.

I løbet af min snak med dem havde jeg godt kunnet fornemme, at de her fynboer ikke er vildt imponerede af min strategi, så på et tidspunkt endte jeg med at invitere dem til at komme med deres kritik af mit projekt. Med mange pæne ord påpegede de en masse gode ting.

Men det eneste, jeg hørte, var “tag dig sammen”. Og det var dét budskab, jeg lykkeligt tog med mig hjem til København.

Velkommen til Kill Switch. En serie, hvor jeg undersøger, hvor afhængige vi danskere er af amerikansk teknologi, ved selv at gøre mig fri af den. For i Europa har vi især inden for det sidste år skullet vænne os til tanken om, at USA ikke længere er vores ride or die, som de ville sige derovre. Pludselig er det gået op for europæerne, at det kan gå hen og blive et problem, når amerikanerne samtidig sidder så tungt på den europæiske digitale infrastruktur og relativt nemt kan slukke nærmest hele samfundet, hvis de får lyst. Det har fået Tyskland til at udfase brugen af Microsoft og Frankrig til at droppe brugen af platforme som Teams og Zoom. Ud af det blå er digital suverænitet blevet en politisk prioritet.

Hvis du har hørt de andre afsnit, så ved du, at jeg lige nu lever uden amerikansk teknologi for at se, hvor dybt vores afhængighed af amerikanerne egentlig stikker. Men hvad kræver det egentlig, hvis man skal omstille ikke bare lille mig, men et helt samfund digitalt? Det undersøger jeg i det her afsnit. Og vi skal både nå til Svendborg og Slesvig-Holsten og tilbage til Den Kolde Krig for at forstå, hvordan den perfekte digitalisering ser ud.

Og her 26 dage inde i mit eksperiment er det så, som du kan høre, begyndt at gå op for mig, at det kræver nogle ofre at blive fri. Og hvis jeg skal opnå det, er jeg ... nødt til at tage mig sammen. Hvordan det skal foregå, får du at se. Fjerde afsnit af Kill Switch starter nemlig et helt andet sted – med en besked fra et hackerkollektiv på Sydfyn.

"Hej Asta, dejligt projekt, fedt at lytte med. Jeg vil bare sige, at du er ikke alene."

Beskeden kom fra Peter Gry Jørgensen. Han er medlem af server- og hackerkollektivet Ukrudt. Han er også et af de mange Zetland-medlemmer, som har sendt mig de fedeste tips og beskeder – tak for dem.

"Der er en hel underskov af græsrødder, kulturinitiativer og fællesskaber," fortalte han mig i sin talebesked.

Hos Ukrudt har de nemlig i flere år arbejdet med at gøre sig fri af techgiganterne. De holder blandt andet månedlige møder, hvor alle kan komme forbi og få hjælp til at bygge en hjemmeside eller bare skifte deres Gmail ud med et open source-alternativ som Proton Mail. Og ved at bygge deres egen server, hvor de hoster over 100 lokale butikkers og foreningers hjemmesider, så de ikke er afhængige af amerikanske hostingudbydere. De har med andre ord gjort noget helt andet, end jeg har gjort: De har omstillet sig sammen.

Jeg møder Peter og et andet Ukrudt-medlem, David Walther Birk Lauridsen, i et forsamlingshus i Svendborg, der bare bliver kaldt "Lokalerne". Lokalerne er malet i varme røde farver, og her holder Enhedslisten, Socialistisk Ungdomsfront og en række græsrodsbevægelser til. I hjørnerne står der stakke af "Free Palestine"-skilte og nytrykte valgplakater. Jeg bliver budt på koffeinfri rooibos-te.

Idéen til serverkollektivet opstod for fem år siden på en pløjemark på Sydfyn. Til festivalen Solpunk. "Solpunk var egentlig bare lidt hackermiljøet møder burnermiljøet på sådan en måde, hvor man mødes på en mark og laver festival sammen. Nogle laver deres eget internet, nogle laver mad, nogle holder workshops," forklarer Peter.

Der sad de så rundt om en router og lavede hjemmesider. Altså dem, der som David kunne finde ud af det. Andre, som for eksempel Peter, kørte ind til den nærmeste by og skraldede til aftensmaden. Måske kan du fornemme det: Solpunk handlede ikke kun om teknologi. Det hele var ligesom en undersøgelse af, hvordan man kunne strikke en ny form for samfund sammen.

"Solpunk var jo overskriften på et projekt, der handlede om at forestille sig den fremtid, vi drømmer om. Og en af delene havde fokus på teknologi. At teknologi skal være selvejet og decentralt og demokratisk organiseret."

Efter festivalen var de en gruppe, som fortsatte cyberfællesskabet nede på Sydfyn. Og her begyndte de at eksperimentere med, hvordan de kunne blive fri af techgiganterne:

"Der var en, der sagde: 'Jeg har bygget en computer ind i en radio, så skal vi ikke sætte den på internettet?' Og så mødtes vi tre-fire stykker og gjorde det. Og det var faktisk sådan, Ukrudt startede. Den første server var en gammel 70'er-radio med en computer bygget ind i. Altså den var virkelig lavet af skrald. Og den er vi så ikke på længere. Den gik ned."

Ja, den gamle server brændte sammen, men den nye er også bygget af andres aflagte elektronik. Ud over at være skeptiske over for techgiganternes håndtering af deres data er Ukrudt nemlig også et klimavenligt projekt.

Hvorfor ikke bare hoppe helt af egentlig? Altså hvis der også er et klimamæssigt aspekt i, hvad man trækker på af ressourcer, når man driver hjemmesider, og hvis I har en teknologiskepsis, hvorfor vælger I så ikke bare at leve analogt?

"For mig handler det om, at vi kan gøre det bedre. Altså det er ikke teknologien, der er noget i vejen med. Det var det nok for mig i mange år, men nøglen var i virkeligheden at finde ud af sådan, ah, okay, vi kan ligesom tage teknologien tilbage," siger Peter.

Det var altså det, de satte sig for, at tage ejerskabet tilbage over tech. Og på en måde er det jo også det, jeg er i gang med, også selvom vi gør det af to forskellige grunde. Og fordi jeg sidder sammen med to idealister, beslutter jeg mig for at sætte røven i klaskehøjde.

Hvis I skulle komme med jeres ondeste, mest ideologiske kritik af mit projekt ... Hvad er den groveste kritik af det, jeg har gang i, som I kunne komme med?

Peter svarer vitterligt på sekundet:

"Jeg synes, du reproducerer en forestilling om, at det er besværligt at skifte teknologi. Altså at det er megasvært at undvære amerikansk tech. Men det er ikke svært at undvære MitID-appen. Du skal bare have en kodehusker. Min kritik er nok, at du får det ikke til at virke specielt appellerende for folk, der sidder og måske ikke har så meget overskud i deres hverdag, at forholde sig til deres teknologiforbrug."

David siger lidt det samme: Det er kun svært, hvis man gør det alene. "De her løsninger er ikke svære, men det bliver svært, hvis man føler, at det skal være en vuptiløsning. Det er supermuligt. Det er faktisk ret let."

Jeg ved godt, at det ikke er det, de siger. Men det, jeg hører, er: Tag dig sammen, Asta, så er det heller ikke sværere. Måske er jeg endda med til at skræmme andre fra at turde lave skiftet, når jeg jamrer så meget, som jeg har gjort i de tidligere afsnit af Kill Switch. Hvad havde jeg regnet med? At det var en menneskeret, at al teknologisk omstilling skulle være let?

Hvis der er nogen, der accepterer, at ting er besværlige, så er det tyskerne. Igennem hele mit eksperiment er jeg igen og igen stødt på folk, der har sagt, at hvis jeg ville se et bevis på, at en digital omstilling er mulig, så skulle jeg tale med delstatsregeringen i Slesvig-Holsten lige syd for grænsen.

De er nemlig ikke bare i gang med at omstille et græsrodssamfund, som David og Peter er. De er ved at omstille en hel region. Her har Microsoft fået sparket til fordel for forskellige open source-løsninger, og de stiller krav til deres it-leverandører om, at deres systemer skal kunne tale sammen med andres systemer. Det skal være slut med monopoltilstande, som Microsoft har stået for – og for at det ikke skal være løgn, så skal alle deres computere senest i år have Linux-styresystemer. Det er ... lidt en anden historie end i Aarhus Kommune, hvor de håbede på at få bare et par enkelte Microsoft-fri computere i år.

Derfor ringede vi til Tyskland for at høre, hvordan de bærer sig ad. Dansk-tyske Claus Ruhe Madsen er økonomiminister i Slesvig-Holsten, og hans arbejdsplads er tæt på fri for amerikanske tjenester.

"Om man skal lave en telefonkonference, videokonference, opdatere sin kalender, alt er sat på open source og er ikke mere på amerikanske hænder."

Det her er ret vildt: Jeg er ikke stødt på NOGEN andre i det her projekt endnu, som er lykkedes med at trække så store arbejdsredskaber væk fra amerikansk tech. Men det har også været lidt af en proces. 13 år har de arbejdet på det – til en start faktisk bare, fordi Microsoft blev for dyre.

"Det er jo ikke noget, man kan gøre overnight ved at sige, at nu lukker vi ned for det ene og åbner det andet. Det skal jo planlægges."

Og så skal man indstille sig på, at den plan kræver tilvænning og måske udløser problemer og lidt brok.

"Men det tror jeg er fuldstændig normalt," siger Claus Ruhe Madsen.

"Hvis man nu forestiller sig, at man skiftede fra en mobiltelefon til en anden mobiltelefon, så bliver der også arbejdet med lidt andre taster, og så skal man lige ind i groovet. Men jeg tror, at de fleste har en stor forståelse for, at det er vigtigt, at vi er uafhængige. Det er vigtigt, at vi har en højere grad af cybersikkerhed. Og måske at de gamle venskaber, vi har haft, ikke overalt er de samme."

I Slesvig-Holsten lever de altså med, at de europæiske løsninger måske er lidt ringere end de amerikanske. Det bytte er vi indtil videre ikke så vilde med i Danmark, jeg mærker det også hele tiden selv. Min nye mobil kunne for eksempel ikke hjælpe mig med en gps på mine besøg i Svendborg og Aarhus. Og det er ikke kun mig.

For nylig havde mediet Version2 fået aktindsigt i nogle mails fra Digitaliseringsministeriet, der viste, at medarbejderne var stærkt utilfredse med, hvor svært det var at styre noget så simpelt som skrifttyperne i deres nye open source-tekstprogram. "Jeg er ved at blive gråhåret," skrev en af dem. Det var ellers Slesvig-Holstens omstilling, der havde inspireret dem til at prøve open source-løsninger af, men det faldt altså ikke i lige så god jord. Men som de påpeger i Slesvig-Holsten, så kan det måske være en ok byttehandel at opgive lidt techkomfort for i stedet at vinde lidt techautonomi.

"Du får jo en ny værktøjskasse. Og så må du lige kigge ned i den og se, hvad du kan bruge. Vi skal passe på med ikke altid at være så bekvemme og sige, at nu har jeg altså været vant til at have den røde skruetrækker, så jeg vil ikke bruge den anden. Så må vi kigge på den anden, og så må vi komme videre. Jeg tror, det er det, der er det vigtige. At vi skal ikke læne os så meget tilbage."

Den her slesvigske wir schaffen das-mentalitet kan jeg faktisk godt lide. Men hvis de kan, hvorfor kan Digitaliseringsministeriet, Aarhus Kommune og jeg selv så ikke? Det er der måske faktisk en forklaring på.

For selvom vi lige nu taler meget om, at Europa kæmper med sin digitale autonomi, som om Europa er én samlet organisme, så starter de forskellige lande fra ret forskellige udgangspunkter, når afhængighedsforholdet til USA skal løsnes. Danmark er for eksempel i en helt anden situation, end Tyskland er, fordi Danmark er blevet et af de mest digitaliserede lande i verden, mens Tyskland stadig er ringbindenes højborg. Måske kan du huske, at jeg i første afsnit fortalte, at 89 procent af de danske børsnoterede virksomheder er afhængige af amerikansk tech. I Tyskland er det tal 58 procent. For mens folk som Søren Skaarup, som du måske kan huske fra afsnit to, i 90'erne herhjemme sad inde i staten og fejrede den nye verdensorden ved at digitalisere Danmark derudad, var situationen i det helt nyoprettede land Tyskland, der, hvor Berlinmuren rent faktisk lige var faldet. Så for at forstå, hvorfor de er så anderledes stillet i Tyskland, end vi er herhjemme, skal vi et smut ned i historien. Til Den Tyske Demokratiske Republik, også bare kaldet DDR.

På et loft i det gamle Østtyskland sidder en mand med høretelefoner på. Han lytter til, hvad der foregår i lejligheden nedenunder, og det har han gjort i månedsvis. På nuværende tidspunkt er han faktisk så intimt forbundet til familien, han aflytter, at han ikke rigtig kan skille deres liv fra sit eget.

Du har måske gættet, at det her er en fiktiv scene fra filmen De andres liv. Den tager sig sine kunstneriske friheder, men viser meget godt det overvågningssamfund, som tyskerne i DDR levede under inden Murens fald. Her havde Stasi-politiet efter sovjetisk forbillede benyttet sig af alle tænkelige metoder for at overvåge borgerne; de åbnede folks breve, aflyttede telefoner og skyggede dem, de mente var en trussel mod systemet.

Man har anslået, at der lige inden Murens fald var ansat omkring 90.000 mennesker i Stasi-politiet, mens der var omkring 189.000 "uofficielle agenter", som man kaldte dem. Altså mennesker, der enten af ideologiske årsager eller af frygt stak deres naboer. I modsætning til i Danmark, hvor tilliden til staten også dengang var ret høj, så var situationen nede sydpå en helt anden. Her skulle man prøve at komme videre fra en overvågningskultur, der havde haft fatale konsekvenser for så mange mennesker, og som jo faktisk ikke startede med DDR, men allerede under Anden Verdenskrig med Gestapo-politiet.

Så mens vi i Danmark allerede fik cpr-registret i 1968, generelt var godt i gang med vores digitalisering, da Muren faldt i 1989, så startede de kilometer bag startlinjen i Tyskland. Her forbandt folk – af gode grunde – stadig det at give sine personlige oplysninger til staten med noget decideret farligt.

Og det har faktisk ikke ændret sig markant.

De har for eksempel stadig intet centralt cpr-register, og den mest brugte måde at identificere sig på online er gennem et videoopkald, hvor man holder sit pas op ved siden af sit ansigt, mens en medarbejder i den anden ende vurderer, om det faktisk er dig på billedet. Det lyder jo vildt besværligt, men mange tyskere har faktisk foretrukket de her løsninger – netop på grund af den blakkede overvågningsfortid.

Og nu er tyskernes analoge fortid måske faktisk blevet en fordel for dem. De er nemlig slet ikke lige så indsmurte i amerikansk teknologi, som vi er. De er faktisk slet ikke så indsmurte i nogen teknologi. Derfor har de kunnet starte deres afamerikanisering fra et helt andet udgangspunkt, siger økonomiministeren Claus Ruhe Madsen også:

"Og når man som i Tyskland har været et par år tilbage, hvad digitaliseringen angår, så er det selvfølgelig lidt nemmere at gå ud og lave et nyt system."

Fordelen ved at bygge et anderledes system op årtier efter os andre er også, at de i Slesvig-Holsten kan lære af de fejl, vi i Danmark har begået igennem årene. Claus Ruhe Madsen synes sådan set, Danmark har gjort meget rigtigt i vores digitalisering. Meeen han kan også se et par upsere, som de nu kan lære af, for eksempel hvem man vælger at give sine data til. Og den opmærksomhed mange danskere har fået omkring amerikanske varer, når de går i supermarkedet, kunne vi måske godt overføre til de lidt større beslutninger, mener han.

"Jeg har forstået, at i Danmark går man jo også hen til en hylde og kigger, om et produkt er fra Amerika. Måske skulle man også tænke sådan, når man sidder på sin arbejdsplads."

Det er faktisk lidt af det samme, de siger til mig på Sydfyn: Det kan godt være, vi i Danmark har tænkt digitaliseringen som noget neutralt, og de amerikanske techfirmaer bag som nogle, der tjente det ene formål at gøre livet lettere for deres brugere. Men helt neutralt er det altså ikke.

"Så for mig at se ligger der nok en dybere politisk kamp i, hvad det er for nogle værdier, vi har, når vi vælger vores software: Stemmer det overens med de politiske værdier, vi har om frihed og uafhængighed?" spørger David retorisk.

I Tyskland er teknologiskepsissen bygget ind i staten selv. Det er måske lidt af den skepsis, man kunne savne herhjemme, siger David. Den kunne i øvrigt også klæde mig, mener Peter.

"Fordi for mig at se ville du kunne skubbe meget mere på Zetlands udvikling. Altså, du ville kunne gøre mere, hvis du sagde sådan: 'Hey, by the way, redaktør, det her projekt stopper ikke. I må finde en løsning, uden om Google Drive, til at lave alt vores lort, fordi jeg kommer aldrig på det igen,'" griner han.

Jeg siger, at jeg vil overveje at tage lidt af den sydfynske anarkisme med tilbage til redaktionen, og siger farvel til Ukrudt.

Med den peptalk i ryggen tager jeg tilbage til København og beder om et møde med Zetlands produktchef, Sebastian Winther. Mødet med Ukrudt-folket har plantet en tanke i mig, som jeg ikke rigtig kan slippe. Vi går ind i et mødelokale.

Hvad nu, hvis jeg ikke har tænkt mig at stoppe det her eksperiment?

"Altså, hvis du bliver ved?"

Ja. Hvis jeg siger til dig nu, jeg kommer aldrig tilbage på Slack. Jeg kommer aldrig tilbage på Google. Ja. Jeg vil ikke bruge vores backend. Hvad vil du så sige?

"Jamen i realiteten kan vi ikke arbejde sammen så."

Okay, det her gik ikke, som jeg havde planlagt.

Vil du fyre mig så?

"Nej, jeg ville ikke. Men hvis jeg var din chef, så ville jeg sige 'okay, men så er du jo ikke interesseret i at arbejde her.' Altså så ville jeg tolke det som en opsigelse."

Nu er Sebastian heldigvis ikke min nærmeste chef. Men han er ansvarlig for produktudviklingen på Zetland. Jeg forsøger at overbevise ham om, at det faktisk er, fordi jeg gerne vil arbejde her, at jeg kunne finde på at nægte at nedlægge eksperimentet.

Igennem arbejdet med den her serie er jeg blevet ret overbevist om, at det vil være en sikkerhedsmæssig fordel for Zetland at begynde at sikre sine systemer bedre. Vi er medieinfrastruktur, vi er en del af den kritiske infrastruktur. Derfor vil jeg nu igennem lidt, hvad skal vi kalde det, professionel ulydighed ...

"Arbejdsnedlæggelse," afbryder Sebastian med et grin.

"Professionel ulydighed," fastholder jeg.

Igennem lidt professionel ulydighed vil jeg hjælpe jer i ledelsen til at indse, at der skal sættes gang i nogle hjul.

"Ja, men du tager fejl. Altså på listen af ting, som Zetland kan dø af, ligger det her langt nede på listen over reelle trusler."

Har vi så ikke et ansvar for at sige, at vi står i den her verdensomvæltende politiske situation? Og det her ville være et oplagt tidspunkt for et medie som Zetland til at bekende kulør og sige, at nu melder vi os under de europæiske faner. Fra nu af arbejder vi kun med europæisk teknologi?

"Jo, hvis ikke det ville skrue markant op for alle de andre eksistentielle risikoer, der bor på den liste. Altså, det er jo det, der er mit problem. At alt det lyder fint, hvis ikke man tager ret alvorligt, at det er et ret vildt trade-off.

Og hvad er trade-offet?

"Vi kommer til at arbejde dårligere, vi kommer til at levere et dårligere produkt. Folk gider ikke betale for det, vi laver. Så dør forretningen bare på det."

Her kan man med rette beskylde Sebastian Winther for at udvise lige præcis den danskermentalitet, jeg selv forsøger at lægge fra mig: altså at det ikke må være besværligt at træffe de valg, der ultimativt kan føre os et bedre – eller sikrere – sted hen. Men han har også en pointe: De europæiske techalternativer, der findes lige nu til for eksempel Slack eller Google, er bare ikke lige så gode. Det handler ikke bare om komfort, det handler om kvalitet. Og det er altafgørende for et sted som Zetland. Så hvad gør vi ved det? Mit eksperiment nærmer sig sin afslutning, og her på falderebet er jeg altså blevet tændt af et ønske om ikke bare at lade tingene gå tilbage til den måde, de var på, før jeg gik i gang. Heller ikke selvom Sebastian Winther mildest talt er noget af en lyseslukker på min ildhu.

Så i næste afsnit besøger jeg nogen, der har sat sig for at få den europæiske techindustri tilbage til Nokia-årenes storhedstid.