Lyt til artiklen

De højloftede lokaler i den gamle københavnske fabriksbygning bliver som regel brugt til photoshoots og arrangementer for byens kreative klasse. Men lige nu er de trængt til side til fordel for noget, der føles som første skoledag for en ny europæisk tech-klasse. 200 tech-entreprenører synger morgensang sammen, det er The Beatles' kæmpehit With a Little Help from My Friends understøttet af et backingtrack, og der er sådan en nervøs sitren i rummet. 'Move Fast and Build Things' står der på en klinkevæg, hvilket er svært at læse som andet end et modsvar til Facebooks gamle slogan 'Move Fast and Break Things'. Og det er lige præcis det, europæerne er her for – altså at bygge ting.

I løbet af de næste tre dage vil de sætte gang i en modoffensiv mod de amerikanske techgiganter og sammen lægge fundamentet til en ny og stærkere europæisk tech-industri. Rebuild, kalder de bevægelsen.

Det her er Kill Switch. Serien, hvor jeg har forsøgt at skære al amerikansk tech ud af mit liv i 30 dage for at finde ud af, hvor dybt min afhængighed af amerikansk teknologi egentlig stikker. Og ret hurtigt er det blevet klart for mig, at afhængigheden stikker dybt. Fra det ene øjeblik til det næste kunne jeg ikke udføre mit arbejde, som jeg plejer, betale for ting, som jeg plejer, eller, ærligt, fungere som en nærværende ven.

Men det virkelig besværlige, opdagede jeg hurtigt, er ikke bare min egen personlige omstilling fra Gmail til Proton eller fra iPhone til Volla. For den danske stat stikker afhængigheden meget dybere, helt ned til landets kritiske infrastruktur. Og det gælder faktisk for en stor del af Europa. Og det er altså dét, de europæiske tech-folk er stimlet sammen her i fabriksbygningen for at lave om på. De er færdige med at høre på – og selv komme med – dårlige undskyldninger for, hvorfor Europa tabte tech-kampen mod USA, siger de. Så … Hvad har de tænkt sig at gøre nu?

Det er dét, det her foreløbig sidste afsnit af Kill Switch handler om. For nå ja, vi er også nået til det øjeblik, hvor mine 30 dage uden amerikansk tech er gået.

Konferencens første dag slutter med en langbordsmiddag. Det er en tidlig søndag aften i marts, rundt om bordet sidder en broget flok af europæiske tech-entreprenører. Nogle af dem er unge på den der 'jeg-har-lige-opfundet-en-app-i-min-kælder'-agtige måde. Andre var også med dengang i 00’erne, hvor europæerne sidste gang turde tro på, at de havde fat i den lange ende; dengang fremtiden for europæisk teknologi rimede på Nokia. Vi skal spise vegetarisk: pasta, citrussalat, hjemmebagt focaccia.

Rundt om bordet prøver alle hinanden af med et “Hvem er du så?”, eller måske nærmere et “Hvad arbejder du med?”. De er her for at begynde et samarbejde om, hvordan man kan skabe digital suverænitet i Europa – det er dét, de skal tale om de næste tre dage. Og hvordan skal de så gøre det? De skal udvikle sociale platforme, der skal give modspil til amerikanske sværvægtere som Meta og X. Det er deres primære fokus her på konferencen.

Det er den danske serieiværksætter Thomas Madsen-Mygdal og Margrethe Vestager, den tidligere konkurrencekommissær i Europa-Kommissionen, der står bag Rebuild. De sidder med ved middagsbordet og smider deres gæster hjem på slaget 21. Europæerne har et par intensive dage foran sig, forklarer de. Det er ikke nu, der skal festes.

Iværksætterne skal mødes tre gange i løbet af 2026, først her i København, siden i Helsinki og så i Paris. Men til december vil Rebuild opløse sig selv. Til den tid skal noget nyt være skabt. Eller i hvert fald skal fundamentet for, at noget nyt kan spire, være lagt.

Rebuilds formål er nemlig at skabe momentum for, at en ny generation af entreprenører kan mødes og skabe en modstandsdygtig techbranche. Derefter er det op til entreprenørerne selv at skabe de platforme, der skal trække europæerne ud af kløerne på de amerikanske techgiganter. Men øh, det lyder ret ambitiøst. Som om vi i Europa hen over det næste år skal hale ind på amerikanernes 20 år lange forspring. Men kan vi rent faktisk det?

Det er det, jeg er kommet for at blive klogere på.

På konferencens første dag sætter jeg mig i et lille, hengemt lokale, der ligner en blanding mellem en slagtehal og et forhørslokale. Og derinde får jeg ti minutter med Rebuilds protektor Margrethe Vestager.

Margrethe Vestager har brugt de seneste mange år af sin karriere på at forsøge at tøjle de amerikanske techgiganters fremfærd i Europa. Men nu har hun skiftet strategi: Hun vil bygge alternativer til dem. Hvis du hørte det sidste afsnit af Kill Switch, så ved du, at der er delte meninger om, hvor det egentlig giver mening at sætte ind, hvis man skal Europas afhængighed af amerikansk tech til livs. Ifølge Jan Damsgaard, professor og digital vismand, nytter det for eksempel ikke noget at skifte væk fra de amerikanske sociale medier, hvis vi i Europa vil have reel tech-suverænitet. Men dét er Margrethe Vestager uenig i.

“Det synspunkt deler jeg ikke. Når man ser på de sociale platforme, vi har i dag, så fungerer de jo i vid udstrækning som en demokratisk infrastruktur. Det er blevet til en demokratisk infrastruktur, en social infrastruktur, samtidig med at noget af den er nærmest giftig.”

Det er derfor, fokus på den her konference først og fremmest er at bygge nye europæiske sociale platforme, forklarer Vestager. Men Damsgaards pointe var, at vores afhængighed af amerikansk tech stikker langt dybere end de sociale medier. Derfor skal opgøret starte med at kigge længere ned i den såkaldte tech-stack, altså i lagene af vores afhængighed. Så vil man nemlig opdage, siger han, at danskerne har langt større problemer end deres Facebook-afhængighed. For eksempel at 87 procent af alt, hvad danskerne uploader af data til en sky, ender i en amerikansk ejet en af slagsen. Og det problem bliver ikke løst af, at du skifter fra Facebook til et europæisk alternativ, mener han. Det siger jeg også til Margrethe Vestager:

Jeg snakkede med Jan Damsgaard, som sagde, at selvom danskerne, europæerne, godt kan hoppe af de amerikanske platforme, så er det faktisk ikke der, kampen ligger.

Margrethe Vestager kigger uforstående på mig: “Hvorfor vælge? Jeg er helt mystificeret.”

Hun køber ikke argumentet, siger hun. Egentlig er hun ikke uenig i, at man skal kigge på hele tech-stacken, altså hele afhængighedsforholdet. Men hun køber ikke, at der skulle være ét sted, hvor det ikke giver mening at sætte ind, siger hun.

“Så det handler om at sætte massivt ind på hele området, hvis man vil have ting til at ske. I stedet for bare at trække på skuldrene og sige, at det opgiver vi.”

Alt skal gentænkes, siger hun, hvis afhængighedsforholdet til USA skal forandre sig.

“Vi har en afhængighed af amerikansk teknologi, som vi kun er ved at kradse i overfladen på at håndtere. Og de her afhængigheder, de er så dybe, at de kan blive vendt imod os.”

Forholdet til Apple, Google eller Meta udgør ikke toppen af nogen som helst kransekage. Det er fuldstændig grundlæggende for, hvordan Europas digitale fremtid kommer til at udvikle sig, siger hun. Nye europæiske apps til queerdating, klatring eller ensomme teenagere er ikke bare underholdning – det er den slags, der skal til, hvis vi skal udvikle et nyt økosystem af platforme, som giver europæerne sundere alternativer til den tid og de data, de lægger i hænderne på USA.

Da de ti minutter er gået, tjekker jeg min Instagram.

For nå ja. Et par dage inden jeg tog på konference, ændrede mit liv sig ret radikalt – igen, har jeg lyst til at sige. Jeg har ivrigt sat min redaktør Thomas Aagaard stævne, for han har noget, som er mit.

“Nu er de 30 dage af mit eksperiment gået, hvilket betyder, at jeg må få mine ting tilbage,” minder jeg ham om.

“Ja, altså, det må du,” svarer han. “Men vil du?”

Mit svar er et klart ja, og tillad mig lige at knytte et par ord til det valg.

For ikke så længe siden flirtede jeg jo lidt med tanken om at gøre det her eksperiment permanent.

Og jeg har været meget frem og tilbage på det her spørgsmål. Den ene dag har jeg været helt overbevist om, at det godt kan lade sig gøre, selvom det er besværligt. Jeg kan bare tage mig sammen, overbeviser jeg mig selv om. Og den næste bliver jeg ramt af virkeligheden – og opdager, at der ville være en hel del ting i mit liv, der skulle ændre sig, hvis jeg valgte at gøre eksperimentet permanent. For eksempel har jeg kort og godt ikke kunnet udføre mit arbejde så godt, som jeg gerne ville. Jeg har ikke kunnet holde mig orienteret, som jeg plejer. For eksempel hørte jeg først om krigen i Iran, da folk fortalte mig det, altså ansigt til ansigt. Og det kunne jo måske være fint nok, sundt faktisk, hvis ikke jeg var journalist, og det var en del af mit job at holde mig opdateret på verden omkring mig. Men det er ligesom MIG, der skal kunne fortælle det til andre, når der pludselig udbryder en krig i Mellemøsten.

Det er en af grundene til, at jeg så tydeligt siger ja tak til at få min iPhone tilbage. En anden grund – som jeg nok skammer mig lidt over – er, at jeg seriøst har savnet Instagram. Og jeg ved, at det kan lyde helt åndssvagt, men jeg tror faktisk, at det er ret vigtigt for at forstå, hvad det er, europæerne på Rebuild er oppe imod. Jeg har længtes efter de her platforme, som jeg godt ved, ikke burde være essentielle for mig – men det er de blevet. De føles nødvendige for at kunne være en nærværende ven, et nærværende familiemedlem – fordi det er dér, jeg kommunikerer med dem. Jeg har kunnet mærke, hvordan jeg hen over den seneste måned bare er gledet lidt ud af kontakt med folk, ikke på nogen farlig måde, men jeg har kunnet mærke, hvor meget større en indsats jeg pludselig skal lægge i at holde mig i kontakt med omverdenen. Og selvom det bare er en følelse, tror jeg, man skal tage den ret alvorligt. Især faktisk, hvis man er ude på at skabe alternativer, der skal kunne konkurrere med den følelse. Og det er de på Rebuild.

Stemningen er efterhånden gået fra spændt til god i fabriksbygningen. I løbet af konferencen, som arrangørerne for resten selv kalder en gathering, bliver der klappet meget og længe ad alle de keynotes og samtaler, der handler om at styrke Europas digitale suverænitet. Jeg har aldrig hørt begrebet lean in brugt så meget. Tech-lingoen flyver rundt i lokalerne.

Hvis der er noget, deltagerne her har tilfælles, så er det, at de udmærket godt ved, at der ligger en ægte kamp i at skulle lave alternativer til de vanedannende amerikanske platforme. Men de er kampberedte. Og mange af dem peger på, at den opbakning, der måske har manglet – politisk og økonomisk i EU – efterhånden er ved at være der. I EU arbejder de på at forenkle tech-lovgivningen og skaffe endnu mere risikovillig kapital til nye startups for eksempel. Der er gode tegn, siger folk. Håb.

Jeg spotter en ung mand, der skiller sig lidt ud fra de andre deltagere. Alessio Borgmeyer hedder han og ligner en, der godt ved, at de andre ved, hvem han er. Hvis de skulle være i tvivl, har han en merchandisejakke på med logoet for hans firma broderet på lommen. Jodel, står der.

Måske husker du Jodel som den der sladder-app, store dele af Danmark var på lige op til pandemien, men idéen med den – som Alessio og Jodel siden er begyndt at håndhæve – er ikke sladder, men at lave en lokationsbaseret app, der lader dig deltage i samtaler, der foregår lige rundt om dig. Når man åbner Jodel, dukker der straks et feed op med små anonyme beskeder fra folk i dit nærområde. En skriver, at hun lige er blevet dumpet af sin kæreste gennem fire år, og sympatibeskederne vælter ind. Én har valgt at dele, at de lige har fået deres første hæmoride. Sympatibeskederne udebliver. Mange deler deres observationer om folketingsvalget. Det hele foregår stille og roligt.

I dag har Jodel flere millioner månedlige brugere, og deres succeshistorie er faktisk den komplet omvendte af de fleste europæiske tech-succeser.

“Da jeg startede for ti år siden, troede jeg, at europæere først tog apps til sig, når de allerede var blevet store i USA. Men siden har jeg, sjovt nok ud af nød, opdaget, at det faktisk ikke nødvendigvis er rigtigt.”

Jodel har ikke altid heddet Jodel, fortæller Alessio. Som så mange andre europæiske startups tog han sin tyske startkapital og rykkede til USA, hvor han forsøgte at banke sin app op under navnet tellM. Det gik ikke … vildt godt. De løb tør for penge, før appen for alvor blev populær. Til sidst var de tvunget til at rejse hjem til Berlin. Og her besluttede de sig for at give det et sidste skud.

“Så vi tog en aktiv beslutning om at tage et tysk navn og basere os i Tyskland og udvide til resten af Europa derfra. Og det var det rigtige valg.”

De skiftede det lidt generiske tellM ud med det tyske ord for at jodle og lænede sig dermed mere ind i en lokal fortælling, en decideret europæisk fortælling: Jodel var ikke bare en eller anden chatapp, sagde de. Det var en lokalt forankret kommunikationsform, der gør det muligt at interagere med det, der sker lige rundt omkring dig. Og det virkede.

“Så vi besluttede at blive i Europa og i Berlin, og nu har jeg været her i ti år. Og jeg elsker det.”

De første mange år skulle Alessio stadig uden for Europas grænser – som oftest til USA – hver gang han skulle bruge en ny runde funding. Pengene var svære at finde i Europa, siger han. Men … noget er ved at ændre sig.

“Ja, pengene er der. Og du ved, nu har vi fundet de rette investorer, men det har taget os en masse tid. Men jeg synes, det er blevet lettere. Der er mange flere penge i Europa nu, og der kommer flere.”

Tredje dag på Rebuild starter igen med morgensang. Det er Don’t Stop Me Now med Queen, og her til morgen har de tilmed droppet backingtracket. Selvtilliden vokser.

Efter morgenens skønsang møder jeg Nancy Brito. En lille, mørkhåret kvinde med en meget klippefast fremtoning – jeg kan ikke beskrive det anderledes. Hun er en del af en arbejdsgruppe på Rebuild, som skal stå for at lave strategier for, hvordan de europæiske techvirksomheder kan få bedre funding. Og så er hun partner i det relativt nystartede europæiske venturekapitalfirma Ground Capital, der primært investerer i europæiske techvirksomheder. Selvom hendes eget venturekapitalfirma stadig er mindre end mange amerikanske, køber hun ikke argumentet om, at der ikke er penge nok i Europa til, at virksomhederne kan blive.

“Den køber jeg som investor ikke længere. Jeg ser masser af penge i Europa.”

Ifølge en spritny rapport fra Den Europæiske Investeringsbank er det dog stadig primært manglen på finansiering, der driver techvirksomheder ud af Europa og mod USA. I hvert fald er det sådan, de fleste techvirksomheder selv forklarer det. I den her serie har jeg også tidligere fortalt om, hvordan en hellig treenighed af mangel på risikovillig kapital, uigennemsigtig europæisk lovgivning og braindrain fik amerikanerne til at løbe med sejren i tech-ræset tilbage i 00’erne. Men hvis man spørger folkene på Rebuild, er de her tre faktorer også noget andet: dårlige undskyldninger. Dårlige undskyldninger for, hvorfor vi i Europa ikke rigtig tager kampen op med amerikanerne. Og det skal være slut nu.

At der ikke skulle være penge i Europa, er for eksempel en gammel fortælling, der let kan blive en undskyldning for, hvorfor europæiske virksomheder ikke kommer ud over stepperne, siger Nancy Brito.

“Det, jeg til gengæld ser, er, at det bliver en undskyldning for ikke at bygge noget. Og det her kapitalparadoks, hvor pengene egentlig er der, men vi samtidig ikke tror, vi kan gøre det bedre eller tage den længere, det skal stoppe.”

For der ér faktisk penge, siger hun. Sidste år voksede mængden af venturekapital i Europa med ni procent, ifølge branchemediet Crunchbase News – en pæn stigning, der peger på, at der faktisk flyder mere risikovillig kapital ind i Europa nu. Meeeen det hører så også lige med til historien, at det voksede med 46 procent i USA på samme tid.

Og det peger på et problem, som Nancy Brito – der som du måske kan høre på accenten, ikke selv er fra Europa, men fra Canada – trods alt godt vil anerkende:

“Der er helt klart steder, hvor europæerne er bedre tilpas, og det er ikke, når de løber risici.”

Vi europæere har historisk ikke været vilde med risikofyldte investeringer. Nancy nævner AI som en bølge af ny teknologi, man kunne have investeret i.

“Så i løbet af de sidste fem år er investorer virkelig begyndt at investere i AI. Men du skulle have turdet tro på det for ti år siden. Og det var europæerne ikke vågne til. Og vi har aldrig øvet os på at spotte de her ting.”

Men altså så meget desto større grund til at vågne op, siger hun: “Det her er et wake up call for os.”

På et tidspunkt finder jeg Rebuild-initiativtageren Thomas Madsen-Mygdal. Håret stritter lidt, han har briller og et venligt blik inde bag dem. Og ligesom Nancy Brito er han træt af at lægge ører til dårlige undskyldninger.

For eksempel er han træt af at høre på, at den europæiske lovgivning – inden for for eksempel GDPR og AI – er for kompliceret til at bygge succesfulde nye tech-startups i Europa. Den forklaring er en sovepude, mener han. For lovgivningen er også kompliceret i USA …

“USA har ikke én virksomhedstype. De har en hackløsning med, at de alle sammen putter deres firmaer i en stat, der hedder Delaware, hvor skatten er lav, og reguleringen er ens for alle. De har ikke løst problemet.”

Ligesom vi i Europa har haft problemer med, at hvert medlemsland implementerede regler om for eksempel GDPR forskelligt, er det også tilfældet i USA, siger Thomas Madsen-Mygdal. Men hvor amerikanerne har fundet smuthuller, har europæerne set forhindringer.

“Så vi bliver ved i Europa med at skabe de her undskyldninger for, hvorfor vi ikke gør noget. Vi tager nogle lidt ukonstruktive positioner.”

Det er ellers et ret velbeskrevet problem, at EU’s lovgivning har gjort det besværligt for startups at navigere på det europæiske marked, blandt andet fordi de 27 medlemslande implementerer lovene forskelligt. Det er beskrevet i Den Europæiske Investeringsbanks rapport, som jeg henviste til tidligere.

Men på Rebuild er de altså færdige med at se de her ting som forhindringer.

Deres første konference – eller gathering – slutter med, at deltagerne skiftes til at lave præsentationer på en skærm. De fortæller hinanden, hvad deres takeaways fra dagene i fabriksbygningen er, de fremlægger handlingsplaner frem mod næste møde i Helsinki til august – planer for at skaffe penge, udkast til designprincipper, der skal skabe uundværlige, men ikke giftigt afhængighedsskabende platforme. Der er også blevet skrevet et officielt brev, som udadtil skal præsentere Rebuilds principper for offentligheden og iværksætterne. Det bliver præsenteret af blandt andre Margrethe Vestager og får det hidtil længste bifald:

“You're building for our culture. Our values. Our democracies. You're building for Europe and our collective self-confidence. Change has never been more needed. But we know change is possible. Now let's build it.”

Tech-folkene går ud i solen og drikker bobler, og jeg sætter mig op på cyklen og kører hjem.

Igennem 30 dage har jeg levet uden amerikansk tech. Og i de seneste par uger er den så kommet tilbage i mit liv. Jeg har fået min telefon, min computer og mine betalingskort tilbage. Rent praktisk er jeg tilbage ved udgangspunktet, men jeg tror ikke, at der for alvor er nogen vej tilbage fra det øjeblik, vi befinder os i lige nu.

Min professor i litteraturvidenskab ville være stolt af at høre det her, men jeg har tænkt ekstremt meget på filosoffen Immanuel Kant de sidste par uger. Han var central i oplysningstiden, hvis fornemste projekt var at udbrede naturvidenskabelig viden til en langt bredere kreds af mennesker, end den indtil da havde været forundt. Om oplysningsprojektet skrev Kant sådan her:

“Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.” Hvilket løst kan oversættes til: Hvis vi sætter os ind i, hvad der foregår omkring os, kan vi begynde at tage magten over det.

Jeg har altid syntes, at Kant var lidt af en stivstikker, og at det her citat kaster et rimeligt nedladende blik på mennesker. Især i slutningen af 1700-tallet, hvor det virkelig ikke var alle forundt at have fri adgang til viden. Det har vi i langt højere grad nu. Og derfor har den her sætning runget i mit hoved som et slogan.

Fordi jeg tror, at vi står på tærsklen til en ny – teknologisk – oplysningstid, hvor vi allesammen har adgang til en viden, som gør, at det bliver svært at gå tilbage til en tid, hvor vi kan tage de gamle alliancer for givet. Hvor vi kan acceptere det afhængighedsforhold, vi har opbygget til USA. Hvor vi vil lade os frivilligt umyndiggøre, som Kant ville sige det.

Da jeg sad i slagte-/forhørslokalet med Margrethe Vestager, sagde hun noget lignende til mig. Europa har været passive for længe, og hvis ikke vi også skal væltes omkuld af den næste bølge, er det med at komme oven på den nu. Ikke flere dårlige undskyldninger.

“Hvis ikke vi er superomhyggelige, så bliver den næste bølge af brug af digital teknologi en, der kommer til at ødelægge og underminere vores relationer til hinanden. For jeg har en AI-agent, som sørger for det, sammen med din AI-agent. Og vi behøver slet ikke at gennemføre det her interview, fordi det har de to i virkeligheden gjort. Og et samfund består af relationer. En myriade, et netværk af relationer. Hvis ikke vi har det, så falder samfundet fra hinanden,” siger Margrethe Vestager.

Nu ved vi, hvor afhængige vi er af amerikanernes teknologi. Det, der bliver afgørende, er, hvad vi gør med den viden. Og hvem vi peger på til at forme fremtidens teknologi. Det er op til os allesammen at forholde os til. Og det er sgu da egentlig ret fedt.