Afsnit 5: Hvis jeg kan droppe amerikansk tech, hvorfor kan alle så ikke bare gøre det samme?

I sidste uge skete der noget, hvis jeg selv skal sige det, spændende, da vi udgav det seneste afsnit af Kill Switch. Jeg præsenterede vores produktchef, Sebastian Winther, for et hypotetisk scenarie. Jeg spurgte ham, hvad der ville ske, hvis jeg aldrig kom tilbage til brugen af amerikansk tech, og Sebastian svarede, at vi i så fald ikke ville kunne arbejde sammen; Zetland er ikke på vej væk fra de amerikanske techgiganter.

Dén udmelding fik et par stykker af jer op af stolene. I købte ikke argumentet om, at der for et medie som Zetland er væsentligt større udfordringer, end hvorvidt vores mailservice ligger hos Google, som den i øvrigt gør. Hvis jeg kunne skifte, hvorfor kunne Zetland så ikke? Det er et virkelig godt spørgsmål – og derfor har jeg besluttet mig for i det her bonusafsnit at spare jer for at høre mere om mit personlige eksperiment og i stedet dykke helt ned i nøjagtigt det spørgsmål. Hvad er forskellen egentlig på, hvad der giver mening at gøre som privatperson og som virksomhed? Det handler Kill Switch om i dag.

Jeg har allieret mig med en, der ved rigtig meget om Danmarks afhængighed af amerikansk tech. Og som også mener noget om, hvordan det egentlig bedst giver mening at gøre sig fri af USA igen. Jan Damsgaard er professor på CBS på deres institut for digitalisering. Han er udnævnt som digital vismand af Akademiet for Tekniske Videnskaber og sidder desuden med i den ekspertgruppe, der rådgiver regeringen om anvendelse af AI. Lige om lidt er han aktuel med bogen Digital suverænitet. Den handler om, hvordan virksomheder kan arbejde med deres afhængighed af amerikansk tech. Han er med andre ord ekspert på området.

Hvis vi skal forstå forskellen på, hvad man som privatperson kan gøre, og hvad man som virksomhed kan gøre, hvis man vil gøre sig mindre afhængig af amerikansk teknologi, skal man først lige forstå, hvordan vores afhængighed af den amerikanske teknologi er bygget op. Og i den forbindelse er der et begreb, du skal kende: tech-stacken.

Tech-stacken er alle de teknologier og værktøjer, sprog og koder, som en virksomhed – eller et lands infrastruktur – er bygget på. Forestil dig et sæt byggeklodser, der er stablet oven på hinanden i flere lag.

“De nederste lag er fiberkablerne, det er vores mobilnetværk, mikrochips og strøm og den slags. Og ligesom på de andre niveauer af stacken er der her sket en koncentration på nogle få udbydere, og de er som regel amerikanske,” fortæller Jan Damsgaard.

De nederste lag i konstruktionen tænker de færreste af os over, men de er i virkeligheden de vigtigste. Det er alt det, der gør, at vores hardware – altså computere, telefoner, elbiler – kan fungere.

“Og så går man længere op igennem stacken, og der kommer man til nogle cloudservices, og de her cloudservices er jo et sted, hvor man kan deponere sine ting, og der er igen nogle ganske få udbydere i verden, og dem er vi dybt afhængige af.”

Jan Damsgaard ridser op: Der er databaselag, hvor man tilgår sine data, og et midterlag, som binder mange af de andre lag sammen; det er blandt andet her, hvor dine e-mails kommer hen og rettes mod modtageren.

Og først når vi er rejst op igennem alle de her lag af forsyningskæder af sjældne mineraler og mikrochips, it-infrastruktur som cloudservices og datacentre – først dér kommer vi op til spørgsmålet om, hvilke computere vi arbejder på, hvilke mailservices vi vælger, hvilke sociale medier vi logger på. Du kan godt skifte ud i det øverste lag – men de vil tit stå på toppen af alle de andre lag. Og fælles for næsten dem allesammen er, at USA sidder tungt på kontrollen af dem for et land som Danmark.

“Så vi har ligesom overladt initiativet til andre, og nu er vi så vågnet op og har indset den uholdbare situation,” siger Jan Damsgaard.

Hvorfor taler vi om en stack? Hvorfor giver det mening at tale om, at de her afhængigheder ligger i lag?

“Det er, fordi jo længere man kommer ned, jo mere gemt bliver lagene for dig.”

Jan Damsgaard beskriver stacken som et isbjerg, de fleste af os kun ser toppen af, mens meget af det væsentligste er skjult for det blotte øje. Derfor vil det tit være de "synlige ting" som for eksempel browsere og telefoner, vi diskuterer.

“Og om man skifter fra Chrome-browseren til Safari eller til Opera eller til en af de andre, fint nok, men de er dybt, dybt afhængige af alle de lag, der ligger nedenunder.”

Lidt groft fortalt er det altså sådan, vi bygger vores teknologi op. Du kan dykke længere ned i stacken her:

Men for nu skal du altså bare forstå, at det er lag på lag af mere og mere grundlæggende afhængigheder, der har USA som fællesnævner.

Hvad ville der ske, hvis Europa på nuværende tidspunkt forsøgte at gøre sig helt fri af USA på techområdet?

“Jamen så er der ingenting, der fungerer i Danmark længere. Vores finansielle ydelser, vores vand, vores el, vores biler, alle de ting, man styrer med mobiltelefonen, vil ikke fungere længere.”

Hvis vi forsøgte at gøre os helt fri af tech-stacken, ville det svare til, at vi selv trykkede på kill switchen: Offentlige systemer ville kollapse, mange virksomheder ville gå nedenom og hjem, sundhedsvæsnet ville komme under hårdt pres, siger Jan Damsgaard – dybest set det Die Hard 4-scenarie, som vi talte om i første afsnit af Kill Switch.

“Så det er en utopi at tro, at man kan det. Men det, man kan, er, at man kan bygge alternativer op på sigt, som vil kunne tage kampen op med amerikanerne.”

Fordi den afhængighed, som virksomheder har af amerikansk tech, slet ikke begrænser sig til brugen af Slack, Google eller Microsofts mailtjenester, så er det ikke der, Jan Damsgaard synes, at de skal lægge deres fokus.

“Så derfor kan du sige, at det er meget fint at skifte i toppen af stacken, men hvis man vil opnå en vis uafhængighed af de amerikanske techgiganter, så foregår der altså rigtig meget på de andre lag, som man også skal tage med i sine beslutninger. Og det betyder ikke, at jeg ikke mener, at vi ikke skal ud af det, men det er et spørgsmål om, hvor stor en udfordring er det?” I stedet bør man kigge fremad og fokusere på at vinde de næste teknologiske slag over USA, mener han.

Men burde det her med, at vi vitterligt ikke kan drive vores samfund videre uden amerikansk tech, ikke være et argument for, at vi bliver nødt til at gå tilbage med en tættekam og prøve at fikse nogle af de afhængigheder frem for at sige 'okay, lad os bare kigge fremad'?

“Vi skal have fikset magtforholdet, og det gør vi ikke ved at kigge historisk, det kan vi kun gøre ved at kigge fremad.” Jan Damsgaard nævner, at det var MAD-doktrinen om gensidig sikret ødelæggelse, der endte med at sikre freden under Den Kolde Krig. Fordi alle stormagter havde atomvåben, var der ingen, der turde bruge dem af frygt for et gengældelsesangreb. “Og hvis man oversætter det til den digitale verden, så ville Trump jo have færre esser i ærmet, hvis det var sådan, at vi havde skabt en situation, hvor USA også var afhængige af vores tech.”

Men det har vi jo ikke.

“Det har vi ikke, og det hjælper i hvert fald ikke, at du skifter til Linux og alle mulige andre systemer, fordi så spreder vi os bare. Og det, vi i stedet for skulle gøre, var at samle os og bygge nogle stærke alternativer. Det kan vi godt i Europa. Så vi skal have lavet sådan en MAD 2.0 eller en digital MAD, som gør, at amerikanerne også er afhængige af os og derfor vil afstå fra at trykke på kill switchen – fordi vi også har en kill switch."

Men hvis man bare bygger videre på den amerikanske tech-stack, så vil de vel altid have de kill switches, som de har nu?

“Og det vil de jo ikke have for stacks, som vi bygger fremtidigt, fordi de bliver jo bygget på europæisk plan.”

Men hvis man ikke ændrer på den nuværende tech-stack, men bare siger, at vi er med fra det næste ræs, så findes den vel stadig som fundament for alt, hvad der kommer efter?

“Og så går vi tilbage til MAD-doktrinen. Vi tog jo ikke atomvåbnene fra russerne. Den balance, der opstår, opstår, fordi der er den her gensidige mulighed for at ødelægge hinanden.”

Men hvis amerikanerne er 47.000 kilometer foran os, når MAD-doktrinen 2.0 opstår, hvor mutually assured er den destruction så?

“Jamen vi kan sagtens komme efter det. Altså Danmark er jo for eksempel langt fremme på kvanteområdet, så i stedet for at bygge hindringer op, så skal vi forsøge at bygge en industri omkring det, som forhåbentlig gør, at resten af verden vil tage den til sig, og at vi på den måde får en stemme.”

For Jan Damsgaard at se havde AI været et oplagt område for Europa at komme tilbage i kampen med USA på. Det er ikke meget mere end et par år siden, at udviklingen af AI-teknologier for alvor tog fart, og for en gangs skyld var det faktisk ikke de store techgiganter, der dominerede det ræs.

“Det kom fra en opstartsvirksomhed med Sam Altman i spidsen, og ingen af techgiganterne havde noget at byde på. Mange af dem har faktisk stadigvæk ikke noget at byde på.”

Så i teorien kunne Europa sådan set godt være stemplet ind i det kapløb.

“Men i stedet mødte vi AI med skepsis, vi mødte det med hård regulering, og det er jo bare at lade de andre i et maraton få to timers forspring, og så kan man ikke indhente dem. Så der kommer hele tiden nye teknologier, og det er dem, vi skal forsøge at konkurrere med og forsøge at vinde.”

Hvis vi skal lykkes med at udvikle noget som helst i Europa, der skal gøre os lige så uundværlige for amerikanerne, som de er for os, så nytter det ikke, at vi bruger alt for meget krudt på at diskutere, hvordan vi kommer ud af de techafhængigheder, vi allerede har opbygget, mener Jan Damsgaard. Vi bliver nødt til at bygge tech, der kan gøre dem afhængige af os den anden vej. Det er opgaven for virksomhederne. At skifte mailserveren ud er sgu lidt ligegyldigt i det ræs.

Det betyder ikke, siger Jan Damsgaard, at det ikke kan give mening for virksomheder at have en plan B, hvis USA skulle trykke på knappen. Og det betyder slet ikke, at privatpersoner ikke skal skifte deres tech ud, hvis de har lyst. Altså at man forsøger at gøre, hvad man kan, for at tage magten tilbage over de øverste lag af den der tech-stack, vi talte om i starten:

“Som privatperson har jeg meget sympati for, at mange går ud og prøver de her ting. Der er også et andet godt initiativ, altså Danmark Skifter, som gør lidt af det samme med at forsøge at få danskerne til at skifte ud i toppen af tech-stacken. Man skal bare ikke tro, at det fører til suverænitet. Det fører til nogle erkendelser af, hvor dybt afhængige vi er af amerikanerne.”

Det var også nøjagtigt det, jeg satte mig for at finde ud af, da jeg skar al den amerikanske tech ud af mit liv - altså at vise, hvor sovsede ind vi faktisk er ... Men for virksomheder i Europa giver det ikke rigtig mening at lægge deres fokus på gårsdagens tabte techkampe:

"For langt de fleste virksomheder er det her ikke et alternativ. For tech-stacken stikker dybt, og Zetland er jo for eksempel også en kommerciel virksomhed, der skal have nogle penge i kassen og har omkostninger forbundet med at drive den. Jeg synes jo hellere, at I skal bruge pengene på at lave god, kritisk, reflekteret journalistik, end I skal bruge det på eksotiske platforme, som måske bare isolerer jer fra jeres kunder og skaber en masse gnidninger internt i virksomheden.”

Ja, så hér har vi været. Det var mere eller mindre det, Sebastian sagde i sidste afsnit. Men der findes faktisk virksomheder, der laver den modsatte prioritering lige nu.

Jeg ringer til softwarevirksomheden Systematic og får fat i deres CEO, Nikolaj Bramsen. Systematic sælger software til både sundhedsvæsnet og Forsvaret og arbejder med kritisk infrastruktur. Og her kan man faktisk godt se idéen i at skifte nogle af systemerne ud, selvom det er besværligt. Det er faktisk ligefrem noget, deres kunder efterspørger.

“Vi arbejder for eksempel på at kunne få vores løsninger til at køre på andet end Microsoft – det er ikke alle vores løsninger, vi har konverteret væk endnu – men der arbejder vi på at få dem til at kunne køre på Linux for eksempel, som er en open source-platform.”

Hos Systematic oplever de faktisk lige nu, at det giver dem en fordel i forhold til deres amerikanske konkurrenter som for eksempel den kontroversielle softwarevirksomhed Palantir, der leverer overvågningsudstyr til politiet, at de kan tilbyde software, der ikke kan påvirkes af amerikanske luner – netop fordi de også sørger for at sikre uafhængighed længere nede i stacken.

“Den måde, vi bygger vores løsninger på, er egentlig som udgangspunkt, at vi leverer softwaren, og så kan kunderne, hvis de har lyst, selv putte det i deres eget driftscenter, og de kan selv styre det og drive det. Og det betyder også, at vi ikke har adgang til det udefra. Når man taler om Forsvaret, er der jo den her terminologi om kill switches, der handler om, at softwareleverandører kan slukke systemer udefra. Og det har vi ikke i vores systemer.”

Derfor udvikler de nu også flere systemer, så deres kunder kan skifte væk fra amerikanske tjenester som for eksempel Microsoft, hvis de ønsker det. Når det så er sagt, så er Nikolaj Bramsen enig med Jan Damsgaard i, at der er kampe, som det ikke vil give mening at tage lige nu, fordi de er afhængige af at have den bedste teknologi til rådighed.

“Vi er jo selv et Microsoft-hus. Altså vi er jo også afhængige af at have de bedste værktøjer til vores brugere. Men der er bare nogle nye kampe nu. Så det betyder ikke, at vi ikke også der, hvor der er alternativer, kigger den vej. Og det er der på for eksempel den måde, du hoster på, og på nogle af de serverting, hvor Linux bliver brugt mange steder.”

Hos Systematic er de altså både optagede af at bruge den tech, der er allerbedst for deres egen virksomhed - også hvis den er amerikansk. Men lige nu er det altså også en udtalt prioritet for dem at gøre sig så uafhængige af USA, at de kan tilbyde deres kunder et produkt, som er kill switch-sikret.

Tilbage i studiet med Jan Damsgaard spørger jeg, om det ikke netop er det hensyn, der må veje tungest lige nu.

Du skriver det jo også selv i forordet til din bog, at bare det, at kill switch-scenariet findes, er en magt, som USA har. Ligemeget om de så bruger den eller ej. Og det, at vi overhovedet accepterer, at det findes som en trussel, giver amerikanerne en magtfordel. Har vi ikke som virksomheder et ansvar for at gøre os så resistente over for den magt som overhovedet muligt?

“Jo, og det gør vi jo kun, hvis vi så går tilbage til MAD-doktrinen. Det gør vi kun ved at have noget, som USA anerkender som en magtposition. Og det vil sige, at vi selv skal være i stand til at føre os selv videre, snarere end at sprede os på en række eksotiske platforme og løbe ud i skoven, hvis vi bliver angrebet. Og så have en eksistens-techindustri, som USA forhåbentlig med tiden vil blive lige så afhængige af, som vi er af dem.”

Det er forskellen, siger Jan Damsgaard, på uafhængighed og suverænitet. Ja, man kan smide sig selv af amerikanernes platforme og finde nogle alternativer, man tror på – det vil være at gøre sig uafhængig. Det giver måske fin mening for den enkelte. Men suverænitet – og politisk styrke – som europæiske virksomheder er afhængige af at kunne udvise over for USA lige nu, kommer ikke af at bevise, at man kan leve uden dem. Den kommer af at bevise, at man kan være lige så gode som dem.

“Og kun på den måde kan man måske opbygge den her balance mellem ligeværdige parter, så vi ikke bliver kanøflet igen og igen af amerikanerne.”

Så i næste – og sidste – afsnit af Kill Switch går jeg på jagt efter de europæiske techvirksomheder, der forbereder sig på at tage den opgave på sig. Jeg tager til en konference her i København, hvor techiværksættere fra hele Europa mødes for at finde ud af, hvordan man så bygger den gensidige afhængighed med amerikanerne. Og så afslutter jeg mit eget eksperiment og skal finde ud af, hvordan mit liv egentlig skal se ud på den anden side. Stay tuned*, som de siger i USA.