Lyt til artiklen

“Hej skat. Der sker det, at jeg har besluttet mig for at droppe al amerikansk tech i en måned. Eller det vil sige: Jeg bliver lowkey tvunget til det som en del af et eksperiment på mit arbejde. Men jo mere jeg tænker over det, jo bedre mening giver det.”

Det her er starten på en afskeds-sms, jeg er i gang med at forfatte til mine venner. Jeg skal egentlig bare fortælle dem, at jeg vil forsøge at droppe al amerikansk teknologi den næste måned. Men den sms, jeg skriver på, er på en eller anden måde kommet til at handle om hele … verdensordenen?

“Og for mig at se er den verdensorden nærmest klarest repræsenteret i billedet af USA som en gigantisk stikkontakt, der sætter strøm til hele verden. Jeg skal væk fra al den tech, som amerikanerne kan tage fra os, og jeg skal undersøge, om der findes gode alternativer i Europa,” skriver jeg.

Jeg læser sms’en højt for min kæreste, som nænsomt fortæller mig, at det mere lyder, som om jeg er i gang med at overbevise mig selv om, at det her er en god idé, end som en sms til mine venner. Og det har han nok i virkeligheden ret i. For mens jeg gør mig klar til at lægge min iPhone og min MacBook, min Gmail og mine sociale medieprofiler fra mig, kan jeg godt mærke, at jeg faktisk ikke har vildt meget lyst til at gennemføre eksperimentet. Men nu er det for sent.

Det her er første afsnit af Kill Switch. En serie, hvor jeg udsætter mig selv for danskernes og europæernes måske ultimative mareridtsscenarie for tiden: Jeg afskærer mig selv fra al den amerikanske teknologi, som jeg – let’s be honest – har bygget hele mit liv op omkring. For at undersøge, hvor afhængige vi danskere er af den, hvordan vi egentlig endte her, og om det overhovedet kan lade sig gøre at blive fri igen.

Men inden jeg slukker, så lad mig lige forklare dig, hvordan jeg endte her.

Vi skal lige spole tiden lidt tilbage. Til en samtale, jeg begyndte at have med min redaktør Thomas og min producer Ula for noget tid siden.

Jeg har indkaldt dem til et møde i et af Zetlands mere klaustrofobiske mødelokaler for at fortælle dem nogle af de ting, jeg også lige har fortalt dig:

“Vi ved allesammen godt, at vores tech, vores computere, vores telefoner, at meget af den måde, vi lever vores liv på, er bundet op på noget amerikansk teknologi. Og det kan godt give en dårlig følelse i maven, men den er også sindssygt diffus, fordi hvad betyder det egentlig,” spørger jeg retorisk og svarer selv:

Det betyder, at man nærmest ikke kan sige “kommunen” uden at sige Microsoft Office-pakken. At næsten alt det, vi danskere gemmer oppe i skyen, bliver gemt af de fem samme amerikanske techgiganter. At 89 procent af de børsnoterede danske virksomheder er afhængige af amerikansk teknologi for at kunne fungere. Men det er også mere konkret end det. Det er dele af det danske militær, af statens it-løsninger, mikrochips og cloudservices, MitID, Aula – fucking Aula! – betalingskort og betalingsservices, og jeg kunne seriøst blive ved. Listen af ting, der på den ene eller anden måde er afhængige af amerikansk teknologi, er ekstrem lang. Og det har man måske før i tiden ikke tænkt var jordens største problem …

… Men så kom Trump tilbage i Det Hvide Hus, og alle de største tech-CEOs i USA stillede sig bogstaveligt talt bag ham ved hans indsættelsesceremoni. Det er der jo sådan set ikke noget mærkeligt i: Facebook og Microsoft, Google, Apple og Amazon er virksomheder, der er drevet af at gøre det, der er bedst for deres egen forretning. Men det er lidt, som om det først er gået op for os danskere og europæere, at deres interesser måske en dag kunne komme i konflikt med … vores interesser. Og på det seneste har den erkendelse fået ministre og politikere i EU til at råbe vagt i gevær. Som den tyske politiker Franziska Branter, der lige inden jul kom med den her advarsel:

“Den amerikanske præsident kan via dekret lukke ned for din e-mail, hvornår det skulle være. Forestil dig, at det skete for de tyske offentligt ansatte. Tyskland ville lukke ned.”

Og inde bag advarsler som den her ligger et mareridtsscenarie, som breder sig i Europa lige nu. Og det scenarie har et navn: Kill Switch. Det er dét udtryk, jeg støder på igen og igen i min research. Frygten for, at USA – i overført betydning, ikke – sidder med en stor, rød knap, der potentielt kan slukke for hele vores samfund. Og dén frygt har fået rigtig mange til at tale om digital sikkerhed, som om vi ikke har brugt de sidste 20 år på at installere Microsoft i hver en sprække og uploade, ja, hvad som helst til en amerikansk cloudservice. Det er dét, jeg vil lave en serie om, siger jeg til Thomas og Ula.

Hvilket så får Thomas til at sige det her:

“Så det kunne være sjovt, hvis vi trykkede på kill switchen for dig for at se, hvad der sker? Hvordan vil dit liv hænge sammen?”

Jeg er … ærligt talt ikke specielt vild med idéen. Det lyder besværligt. Jeg prøver at tale ham fra idéen ved at advare om, at jeg vil blive verdens mest besværlige medarbejder: Han vil ikke kunne få fat i mig via vores interne kommunikationsplatform på Zetland, Slack. Jeg vil ikke kunne få adgang til vores Google-drev eller tjekke min mail.

"Tænk på, hvor dyrt det bliver!" prøver jeg at indvende ved at påpege, at jeg skal have mig en helt ny computer og telefon. Men Thomas er sikker på sin egen idé. Fælden er klappet.

Jeg er på en eller anden måde kommet til at sige ja. Men øh … Hvordan gør man? Hvordan slipper jeg egentlig ud af mit Google-formede liv? Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg er en tech-noob. Jeg ved ikke, hvordan mine apparater fungerer, jeg ved bare, at de fungerer. Så jeg bliver nødt til at alliere mig med nogen, der ved lidt mere om det her, end jeg gør.

Og så er det, at jeg møder ham her.

Nikolaj Fabricius-Bjerre er selvstændig softwareudvikler. Han lever af at kode hjemmesider og apps til virksomheder og startede faktisk allerede som otteårig, da hans far lærte ham lidt HTML-kode.

På en måde er Nikolaj lidt sådan en person, jeg engang ville have haft mistænkt for at gå med sølvpapirshat: Han har ikke nogen sociale medier (bortset fra dengang, han med egne ord “syndede” og oprettede en LinkedIn), han har sin egen cloudservice, ja, han bruger faktisk næsten ingen amerikanske tjenester – altså tit har han ikke engang en smartphone. Nu synes jeg egentlig, det virker ret fornuftigt, selvom det stadig er lidt i den ekstreme ende.

Nikolaj viser mig ind i sin tech-bule – der er egentlig ret hyggeligt. Der spiller jazz i baggrunden, men så er der et par skærme, hvor der kører noget kode, som jeg ikke fatter et pluk af.

“Altså, kode er jo bare logik, og så skal man lige lære sproget, men ellers er det simpelt nok, forklarer Nikolaj mig, til hvilket jeg af en eller anden grund svarer: “Ja.” Men man kan næsten høre spørgsmålstegnet i min stemme.

Så du har også din egen server og din egen cloudservice, og det er det samme egentlig?

“Ja. Faktisk er cloud et meget romantiseret begreb, der burde omdøbes til basement, for det er sjældent – jeg har aldrig set en flyvende server i hvert fald – men når folk bruger ordet cloud, så betyder det bare en anden persons computer. Det er det, cloud betyder.”

Nikolaj droppede Facebook, allerede da han var teenager. Og siden da har han langsomt skrællet de fleste amerikanske tech-tjenester ud af sit liv – en efter en. Men jeg har jo tænkt mig at gøre det hele på én gang. Alligevel spørger jeg Nikolaj, hvor det er bedst at starte. Hans svar? Start der, hvor det gør ondt.

“Mail og telefon er de to sværeste ting at løse. Og det er derfor, at det er dem, man skal starte med at løse.”

Den nemmeste løsning, siger Nikolaj, det vil egentlig bare være at droppe smartphonen. “Det betyder så, at jeg ikke har nogen apps,” fortæller han. “Men det er rigtig rart. Jeg kan varmt anbefale det.”

Men hvad så, når du er ude i verden og skal finde rundt, spørger jeg. Min gamle spejderleder ville være skuffet over det spørgsmål.

“For eksempel når jeg skal køre bil, så kigger jeg på et Krak-kort først, og så prøver jeg at huske vejen,” siger Nikolaj med sin rolige stemme. “Og nu er det faktisk endt med, at jeg kan huske de fleste steder, jeg kører hen. Og så kører jeg forkert en gang imellem.”

"Jeg tror, jeg tjekkede min Maps fem gange for at komme herhen," griner jeg. Det er en ti minutters cykeltur.

“Jamen, der kan man bare se, det var måske ikke nødvendigt.”

Men det er det, kan jeg afsløre. Nødvendigt, altså – i hvert fald for mig. Det går ligesom op for mig her, at jeg har brug for at finde en måde at cutte amerikansk teknologi på – uden at skulle cutte al teknologi. Men kan man det? Det ringer jeg til ham her for at spørge om.

Bo Møller er serieiværksætter. Han har bygget og solgt techvirksomheder i over 20 år, nogle af dem til “livsændrende millionbeløb", som han selv siger det – og så har han i årevis drevet et techkonsulentfirma, som har rådgivet offentlige virksomheder om digitale løsninger.

“Da jeg drev konsulentvirksomhed, har jeg solgt de systemer til for eksempel det offentlige, Rigsarkivet, Folketinget og alle mulige andre offentlige institutioner og fagforeninger, også store danske virksomheder. Og fra en ende af har jeg bare mødt, at vi skal bruge noget Microsoft. Og sådan har det været i årevis.”

Ja – alle vil have Microsoft. Og det har de villet i årevis. Men måske er det faktisk ikke så klogt længere, siger han. Tilbage i december så vi nemlig, hvor skrøbeligt det kan være at lægge alle sine æg i en kurv.

“I december skete der det, at Cloudflare for første gang, tror jeg nærmest, gik ned to eller tre gange på en måned.”

Cloudflare, det her amerikanske system, som Microsoft blandt andet bruger. Lad os ikke gå i detaljer med, hvordan det virker, det er nok at vide, at Bo beskriver det som en slags digital dørmand, der skal holde hackere ude.

“Men det gik altså ned tre gange i december 2025, og det kan jeg ikke huske, at det havde gjort før. Og pludselig er der posts overalt på LinkedIn om, at måske skal vi lade være med at have en fjerdedel af internettet på det her amerikanske Cloudflare.”

Sprækkerne i den her megacentrale amerikanske software er kommet samtidig med, at forholdet mellem USA og Europa i løbet af det sidste år har taget det ene slag efter det andet, og det har i Bo Møllers øjne skabt en “perfekt storm”.

“Og så gik jeg hjem og tænkte, at det er fandeme også sindssygt, at folk bliver ved med altid at vælge amerikanske løsninger til alting. Og så brugte jeg et par dage på at lave den her oversigt, dansktechstack.dk.”

Yes. Den danske tech stack er et initiativ, som skal vise, hvor mange danske tech-alternativer – blandt andre initiativer, han selv er med til at lave – der faktisk findes til de store internationale techgiganter, men som danske virksomheder af en eller anden grund ligesom aldrig benytter sig af.

“Altså, der findes masser af danske gode alternativer,” siger Bo. Det er egentlig ikke, fordi han har et romantisk forhold til, at alt bare skal være dansk. Men lige nu synes han, vi bliver nødt til at tænke lidt mere over vores digitale sikkerhed i Danmark.

Og hvordan står det ligesom til herhjemme med vores tekniske uafhængighed lige nu?

“Jamen, det er jo helt ad helvedes til, for at sige det på godt jysk.”

Jeg spørger Bo, om han tænker, at et kill switch-scenarie som det, jeg går og forestiller mig, er realistisk.

“Jeg synes ikke, det er så ekstremt realistisk,” siger han og tænker lidt.

“Men hvis man bruger det som et politisk våben, hvis det er det, du spørger mig om, altså, jeg er jo ikke politiker, men jeg synes, vi ser mange skøre ting, der kommer ud, hvor man truer med det ene og det andet.”

Hvad er mareridtsscenariet i sådan et kill switch-scenarie?

“Jamen, så tror jeg næsten, du skal se Die Hard 4.0. Jeg ved ikke, om du har set den film?”

Det har jeg ikke, Bruce Willis har aldrig rigtigt spillet nogen stor rolle i mit liv. Så Bo forklarer plottet i grove træk:

“Det er sådan en situation, hvor pludselig så virker dit Visa-kort og dit Mastercard ikke længere. Så du kan ikke gå ned og hæve penge. Måske kan du ikke længere få varme i dit varmesystem, fordi vores fjernvarmesystem kører på noget amerikansk software eller på noget udenlandsk software. Bilerne kører ind i hinanden på gaderne, fordi lyskrydsene ikke virker. Man kan ikke købe mad i butikker. Man kan ikke tænde lyset nogen steder. Det vil være det ultimative mareridtsscenarie.”

Jeg tror ikke, du finder så mange, der tænker, at vi ender i en Die Hard 4.0-situation. Microsoft har for eksempel også forsikret deres europæiske kunder om, at de vil gøre alt, hvad de kan, for at modsætte sig en eventuel ordre fra Trump. Risikoen for, at det sker, er altså lille. Men den er der, siger Bo også.

Og hvis vi vil se, hvor hurtigt de amerikanske techgiganter kan straffe USA’s fjender, skal man sådan set bare se på, hvor hurtigt firmaer som Apple, Microsoft, Amazon og Google begyndte at lukke ned for deres tjenester i Rusland tilbage i 2022. Der gik kun lidt over en uge, før Google fjernede russiske statsmedier fra Google News, og Apple lukkede ned for betalingstjenesten Apple Pay. Og det synes vi måske ikke var et megastort problem, fordi … det var Rusland. Men hvad nu, hvis det var os?

Så med de scenarier hængende over hovedet vender jeg tilbage til Nikolaj igen, denne gang lidt mere modtagelig over for hans råd.

Jeg spørger ham, hvad jeg skal gøre, hvis jeg skal gøre mig helt fri – eller tæt på fri – af amerikansk teknologi i en måned, og det første, han svarer mig, er næsten ved at tage modet fra mig igen:

“Du kan starte med at hæve hele din løn.”

Øøøøh …

“Og så smide den telefon i skraldespanden. Og så er der jo alle de der apps. De er ret lette at erstatte, synes jeg. Fordi jeg har aldrig installeret en app fra det offentlige. Så jeg ved ikke rigtig, hvad det er for nogle apps, folk føler er nødvendige.”

Det ved jeg til gengæld: Jeg tjekker Min Sundhedsplatform nærmest dagligt, jeg har mit kørekort og mit sundhedskort digitalt, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ind på nogen af statens hjemmesider, hvis ikke jeg kan bruge min MitID-app til at logge ind med.

“Og så skal du gå over til et andet e-mail-system formentlig og installere Linux på din computermaskine, hvis du har sådan en.”

Med hjælp fra min kollega Jørn får jeg installeret Linux på hans aflagte computer, og mens vi venter, tager jeg på mobilshopping med min redaktør, Thomas.

Som erstatning for min amerikanske telefon har jeg fundet mig en tysk model, som jeg har store forventninger til. På hjemmesiden lover de “cybersikkerhed i absolut verdensklasse”, at være et “europæisk alternativ til big tech” og “minimal indvirkning på miljøet”.

Humøret på kontoret er højt, og så … får jeg en kæmpe nedsmeltning. Det er pinligt at indrømme, men mens min iPhone ligger lige der på bordet foran mig, begynder jeg at savne den.

“Nu er den købt,” proklamerer Thomas, og med ét kan eksperimentet gå i gang.

Så nu gør jeg det. 30 dage uden amerikansk tech begynder nu. Hvis du har idéer til, hvad jeg skal undersøge, mens eksperimentet står på, eller kender til fede danske tech-initiativer, jeg skal tjekke ud, så skriv til mig på min spritnye protonmail: astakongsted@proton.me. Jeg vil ikke være at finde i Zetlands bidragsspor, for jeg kan ikke komme ind i vores eget backendsystem, men jeg sender min redaktør Thomas Aagaard derind i stedet.

Og hey – hvis du har lyst til at hoppe MED på det her eksperiment, så skriv også meget gerne lige til mig, for så undersøger jeg, hvordan vi egentlig lige kan få det til at ske. Indtil da: Farvel!