Lyt til artiklen

Hvis man skulle sætte lyd til den uge, jeg har haft mig, kunne det passende være lyden af en ventetone. Jeg har fået mig en ny telefon, som jeg selvfølgelig ikke kan finde ud af at installere. Den er fra Tyskland – fra mærket Volla – og skulle være et af de sikreste europæiske alternativer til amerikansk tech.

Og allerede på dag et ud af de i alt 30 dage, jeg har sat mig for at leve uden den amerikanske tech, kæmper jeg med, hvor besværligt det er. For ikke så længe siden advarede regeringens cyberrådgiver om, at USA's præsident, Donald Trump, mere eller mindre kan lukke Danmark ned ved at tage den amerikanske tech fra os. Så nu har jeg afskåret mig selv fra den.

Min iPhone ligger livløs foran mig på mit skrivebord. Der er slukket for min adgang til Google Drev, og jeg bruger ikke længere Zetlands lydstudie, fordi, you guessed it, teknologien er amerikansk. Min Protonmail er oppe at køre – tak for alle jeres bidrag og mails i øvrigt, jeg læser dem ordentligt, så snart jeg har fået tændt min computer og installeret et USA-frit styresystem på den. Det er klart nemmere sagt end gjort.

Det her er andet afsnit af serien Kill Switch, hvori jeg vil fortælle dig i hvert fald noget af historien om, hvordan vi endte et sted, hvor Danmark blev gennemdigitaliseret på en måde, hvor amerikansk teknologi og særligt Microsoft endte med at løbe som en livsnødvendig kilde under vores samfund.

I det her afsnit taler jeg med en af dem, der var med til at digitalisere Danmark i 90'erne. Og med en af dem, der er ved at rydde op efter Microsoft-festen. Og så er jeg også – spoileralert – ved at smide hele eksperimentet på gulvet. For at citere mig selv fra en af mine mange, mange nedsmeltninger:

"Seriøst, intet virker i dag, jeg er ved at gå op i limningen. Jeg kan ikke se, hvordan det her skal vare i 30 dage. Jeg lever i mit eget personlige mareridt lige nu."

Jeg beklager på forhånd den lidelseshistorie, jeg kommer til at trække dig igennem. Men jeg tror, du har brug for at høre den. Jeg havde i hvert fald brug for at opleve den.

Vi begynder i Aarhus, for her skal jeg møde Lone Juric. Hun er en af dem, der forsøger at gøre kommunen lidt mindre Microsoft-afhængig. Det er en hel ting i Aarhus Kommune. Man forsøger blandt andet at udfase Microsoft Office-pakken fra kommunens it-løsninger og i stedet erstatte den med europæiske techalternativer.

Lone Juric er en energisk kvinde med mørkt pandehår og ild i blikket, når hun taler om sit arbejde. Hun er chef for det, der hedder Fælles IT og Digitalisering i Aarhus Kommune, og det betyder blandt andet, at det er hende, der har ansvar for at få den der udfasning til at ske.

"Men der har været mange historier i pressen om, at Aarhus Kommune har sagt farvel til Microsoft. Det har vi ikke, vi kommer til at have Microsoft i mange år endnu. Men vi er i en transition," slår hun fast.

Den her udvikling begyndte for alvor for to år siden. Dengang var det ikke, fordi de var bekymrede for, hvad Donald Trump kunne eller ikke kunne finde på. Det handlede faktisk mest om, at techgiganter som Microsoft pressede sådan nogle som Aarhus Kommune for meget. Alle deres produkter skulle købes i pakker og talte sjovt nok ikke så godt sammen med programmer fra andre brands.

"Det vil sige, det bliver dyrere og dyrere, og vi er bundet så meget ind i brugen af de her techgiganter, fordi systemerne hænger sammen – og hænger godt sammen – at det er svært at komme ud af. Vi er i monopollignende tilstande, hvor vi ikke kan vælge andet."

Faktisk, siger Lone, har de stadig ikke én eneste Microsoft-fri pc på kontoret her to år senere. "Jeg har et ønske om, at jeg skal være en af dem, der får en Microsoft-fri pc i år," forklarer hun. Det siger lidt om, hvor lang vej der er.

Men det kommer til at blive et logistisk helvede at komme ud af Microsoft-møllen. For Microsoft er allestedsnærværende i deres arbejde.

"For eksempel når jeg bruger min kalender eller booker ressourcer som det mødelokale, vi sidder i i dag. Hvis jeg har kolleger siddende, der bruger måske noget andet teknologi og et andet kalendersystem, har vi så styr på, at vi ikke får bøvl med, at vi begge to har booket det samme?" spørger Lone retorisk.

"Kan vi dele filer med hinanden? Kan vi samarbejde i det samme dokument?"

Tell me about it, Lone. Mit eksperiment er for længst begyndt at gå ud over ... alle mine kolleger, som jeg ikke rigtig kan samarbejde med. Det lyder måske lavpraktisk, men nu, hvor jeg selv er ude af de systemer, som mine kolleger bruger, kan jeg hilse og sige, at jeg bruger stort set al min tid på lige præcis den her slags spørgsmål. Men hvordan endte vi her? Et sted, hvor jeg går i spåner, når jeg skal installere en tysk telefon, og hvor Lone lige nu ikke kan få en hverdag til at hænge sammen i kommunen uden Microsoft.

For at besvare det spørgsmål skal vi en tur tilbage til 90'erne. Til techoptimismens spæde start i Danmark. Der spillede Søren Skaarup en vigtig rolle. I dag er han ekstern lektor på IT-Universitetet i København, men der var engang, længe før Lone fik job i Aarhus Kommune, hvor han var ansat i staten. Og i begyndelsen af 90'erne var Søren med til at udtænke en vaskeægte digitalisering af Danmark. Han og 15-20 andre mennesker var ansatte i en spritny afdeling i Forskningsministeriet, der fik til opgave at drive den her nye digitalisering frem.

Er det for meget at sige, at du er en af hovedarkitekterne bag den tidlige digitalisering?

"Det er for meget," svarer Søren Skaarup.

Hvordan vil du selv beskrive det?

"Jeg har været med i et team af folk, som har været med til at starte det op."

Og stemningen dengang var sgu ret god. Nu skulle det støvede, bureaukratiske Danmark have sig en forårsrengøring.

Hvad blev man mødt af dengang som borger?

"Altså det var, at hvis du skulle ansøge om en eller anden ydelse, så skulle du udfylde blanketter, som var svære at forstå. Du skulle måske i kontakt med flere forskellige myndigheder, som ikke talte med hinanden. Det var den klassiske forestilling om bureaukratiet, hvor borgerne havde meget lidt indflydelse, medindflydelse, og hvor det var svært at gennemskue, hvad der foregik. Og det var tanken, at med digitalisering kunne vi ændre på det."

Sådan som Søren tænker på det på det her tidspunkt, så skal alt den her nye tech demokratisere Danmark. For eksempel ender de med at udvikle forløberen til det, der langt senere skal blive til borger.dk – en hjemmeside, der i dag er rimelig delte meninger om. Men som erstatning for blanketter og skrankepaver? Så virkede det sgu da rimelig smart.

Var der noget, I var nervøse for? Eller var det bare i en opstartshoneymoonfase?

"Jeg husker ikke, vi var nervøse for noget som helst. Vi var naive. Altså, vi var måske nervøse for, at det gik for langsomt."

Det lyder jo nærmest som Silicon Valley på en måde, indvender jeg. Move fast and break things, som de siger derovre.

"Ja, men måske et lidt andet fokus. Altså, fokusset her var i høj grad borgerne og virksomhederne. Det var borgerne og virksomhederne og ikke systemets behov, der var i fokus."

Du har måske allerede gættet det: Sørens honeymoonfase med digitaliseringen varer ikke ved. Og i kulissen lurer en gigantisk spiller, der skal komme til at skubbe alle sine konkurrenter af banen: Microsoft. Men det vender vi tilbage til om lidt.

Midt i interviewet med Søren fryser min computer nemlig – det er en gammel Mac-computer, som jeg har installeret et Linux-styresystem på, fordi Mac er amerikansk, og Linux er finsk – nemt, troede jeg, indtil det lige pludselig ikke er nemt længere. Og snart er min computer helt nede.

Jeg skal ikke kede dig med detaljerne, men jeg ender med at bruge flere timer på at få fikset mit udstyr. Klokken 17.30 fredag eftermiddag, da mit setup endelig virker igen, efter at jeg har fået installeret Linux på en gammel Lenovo ThinkPad. Undervejs har jeg helt alvorligt været ved at tabe sutten flere gange.

For eksempel har jeg i et anfald af mildt raseri afbrudt et møde mellem min redaktør og min producer, alene for at have nogen at brokke mig til. Alles tålmodighed er ved at slippe op.

Der var engang, hvor det hele bare spillede. De glade 90'ere. Dengang Søren Skaarup sad inde i Forskningsministeriets it-politiske kontor og arbejdede på digitaliseringen af Danmark som det her store demokratiseringsprojekt.

"Når du går tilbage til slut-80'erne og start-90'erne, var der jo stadig danske spillere. Der var Dansk Data Elektronik og Regnecentralen, som lavede dansk hardware og software," siger han. "Men de døde jo lige så stille. De var for dyre."

De danske – og europæiske – softwarevirksomheder dør ligesom langsomt ud. Og her er noget spændende: Søren lægger faktisk ikke rigtig mærke til det.

"På det tidspunkt havde man måske ikke indset den dominans, som navnet i Microsoft allerede var ved at få. Jeg tror ikke, det var gået op for nogen, men den var der jo allerede."

Hvis det her virker lidt tilfældigt i Sørens og kollegernes øjne, så er det det ikke. Microsoft har i årevis arbejdet benhårdt på at skubbe sine konkurrenter af markedet. Og det går ekstremt godt.

I 80'erne har Microsoft samarbejdet med virksomheden IBM om at levere forudinstalleret software til alle deres computere. Og langsomt indgår de flere og flere partnerskaber med computerproducenter, så det bliver svært at forestille sig en computer uden et Windows-styresystem.

Og man må også bare give Microsoft, at de på det her tidspunkt virkelig er nogle af de bedste til at lave systemer, som almindelige mennesker rent faktisk kan finde ud af at bruge. Og så kan de finde ud af at sælge dem.

I 1995 lancerer de deres nyeste styresystem, Windows 95, og det hele går amok. De får The Rolling Stones til at lægge musik til kampagnen. De hyrer stjernerne fra hitserien Venner til at forklare, hvordan det virker. De chartrer en ubåd. De lyser Empire State Building i New York op i Microsofts farver. Bill Gates går på scenen til sangen Start Me Up og danser en dans, der kommer til at hjemsøge mine drømme, det ser enormt akavet ud. Men han bliver modtaget som en helt.

Så alle de Microsoft-pakkeløsninger, som Aarhus Kommune ikke kan slippe ud af lige nu, virker smågeniale i 90'erne.

"Ja ja, men det startede jo før det," siger Søren. "Hvis vi går tilbage til 70'erne og 80'erne, så sagde man jo altid, at der er ingen, der er blevet fyret for at købe IBM-systemer, fordi alle købte IBM, så derfor var det sikkert at købe IBM. Og siden blev det så, at der er ingen, der er blevet fyret for at købe Microsoft."

Jeg spørger Søren, om de ikke skulle have set den komme, at det ville ende galt at lægge alle sine æg i én kurv.

"Ja, set i bagklogskabens lys. Men det tænkte vi overhovedet ikke over. Også fordi vi var jo på bagkanten af et mere varieret landskab. Altså med flere leverandører og hardware."

Det er, som Søren sagde tidligere, som om de ikke rigtig lægger mærke til, at Microsofts konkurrenter er forsvundet. Og så virker det ærligt talt bare heller ikke som jordens største problem.

"Du skal regne med, at det her er i årene efter Murens fald. Det er i tiden for den store optimisme omkring den åbne verden. Der var ikke nogen, der skænkede det en tanke, at det kunne være et problem, hvor teknologien kom fra."

USA? De er jo vores venner. Verden bliver tryggere af samhandel, og hvad er penge mellem venner? Det er sgu smukt. Microsoftificeringen af Danmark er bare ét skridt på vejen til den helt afsindige teknologiske dominans, som USA ender med at få over os i Europa efter årtusindskiftet. Men den historie gemmer vi til en anden dag.

"Hvad er min plan B, hvis der er nogen, der lukker for en adgang til noget teknologi eller noget it, vi er afhængige af?" spørger Lone Juric fra Aarhus Kommune, da jeg interviewer hende. Jeg har ikke svaret, men spørgsmålet i sig selv peger måske på, hvor lidt tiden minder om dengang efter Murens fald. Hvad nu, hvis nogen slukker for os?

Det er ikke kun Microsofts monopollignende status, der har fået dem i gang med omstillingen. Det er også, som Lone Juric siger, "en sikkerhedsdagsorden, der sideløbende begynder at fylde".

"Altså, de risikobilleder, som andre laver, hvor nogen taler om, at der er nogen, der kan trykke på knappen," siger hun igen.

I sidste uge var Bill Gates, grundlæggeren af Microsoft, ude på svensk tv og sige, at han ikke længere vil udelukke, at Microsoft kunne blive beordret til at lukke for sine tjenester i et europæisk land, der kom på kant med USA. Ikke så længe Donald Trump sidder i Det Hvide Hus.

Det skal siges, at Bill Gates ikke længere taler på vegne af Microsoft – han forlod ledelsen tilbage i 2021. Men altså, måske det er en god nok idé med den der plan B, som Lone er i gang med at lægge.

Nede i kælderen kører et projekt, hvor de forsøger sig med tysk wi-fi i stedet for det amerikanske, de har. Og lokalt i afdelingen er de ved at udvikle deres egen AI-assistent, så de har styr på, hvor deres data ender. Det er baby steps, men tillad mig alligevel lige at opholde mig ved den her AI-assistent, der i øvrigt hedder Spørg Connie.

For "Connie er faktisk en medarbejder", fortæller Lone pludselig. Egentlig er hun ved at gå på pension. Men inden hun gør det, skal hun være med til at træne den AI op, der skal besvare de spørgsmål, som hun selv får af sine kolleger til daglig.

AI er endnu en teknologisk arena, hvor USA allerede har etableret sin dominans – med ChatGPT, Gemini, Claude og alle de andre chatbotter og software. Men så snart jeg hører om Connie, mærker jeg en omgående trang til at møde hende.

Lone viser mig ned ad en gang til en skrivebordsplads, hvor den menneskelige Connie sidder. Jeg spørger hende, hvordan det er at skulle erstattes af en AI-model, og hun fortæller, at det er sjovt at være med til at træne den. For eksempel er hun ved at give Spørg Connie sin egen kække attitude, så når kollegerne stiller fjollede spørgsmål, kan det være, at AI-Connie beder dem "pudse brillerne".

"Jeg siger nok tingene, som de er," siger Connie, da jeg spørger, om AI'en er bygget på hende, fordi hun er den kækkeste i afdelingen. "Jeg plejer at sige, at fra fulde folk, børn og Connie får man sandheden."

Hvad, hvis det var sådan her, vi fik den tech, vi havde brug for? tænker jeg, mens jeg står der. Altså – ikke ved at vi allesammen fandt vores egen Connie – men ved at vi selv byggede løsningerne?

Hvis AI'en Spørg Connie ellers var færdigprogrammeret, ville hun nok levere den her sandhed: Hvis vi skal bygge alting selv, vil det gå meget, meget langsomt. Det gør det i hvert fald i Aarhus Kommune. Og hvis skyld er det så?

I næste afsnit skal du møde en, der mener, at de både i kommunerne og staten godt kunne have set problemerne komme, hvis de lige havde haft øjnene på bolden. Og som selv følte sig tvunget til at flytte til USA for at få sin techstartup ud over rampen, fordi forholdene simpelthen ikke var der i Europa.

Her slutter dagens afsnit af Kill Switch. Og hey! Nu ved jeg godt, jeg måske ikke har solgt det vanvittigt godt at springe med på mit eksperiment, men jeg elsker, at nogle af jer udfordrer skæbnen og er hoppet ombord. Jeg er ked af, at jeg ikke har nået at svare på alle jeres mails, men jeg læser hver og en. Så TAK for at have taget så godt imod serien, jeg føler allerede, at vi er ved at banke et lille community op her. Og det gør altså det hele lidt lettere at have nogle at dele op- og nedturene med.

Nogle af jer skriver også det her: Hvis vi vil hoppe med på eksperimentet, kan vi jo ikke længere lytte til serien. Fordi serien jo ligger i en app, der kun virker på iPhones og Android-telefoner og i øvrigt skal downloades i en amerikansk appbutik. Og det er jo rigtigt nok. Så nu arbejder vi på at lancere en hjemmeside, hvor du KAN følge med. Det er også meget smart for Zetland, så vi kan forholde os til, hvordan vi egentlig ville udgive vores historier, hvis der rent faktisk pludselig blev slukket. Så hvis du går ind på www.killswitch.dk, kan du fra næste uge følge med dér i stedet.